Spring til indhold

Ebolaepidemien i Vestafrika er for alvor på retur

13.05.2015  06:26
Kampen mod ebola viser nu for alvor positive takter, efter at myndighederne i regionen og WHO i sidste uge kunne erklære, at der i hele Vestafrika kun er registreret 18 ebolatilfælde, heraf 9 i Sierra Leone, 9 i Guinea og ingen i Liberia. Det er positive nyheder fra regionen, hvor der, da epidemien var på sit højeste, blev registreret 400-500 nye smittede hver uge alene i Sierra Leone.

”Det er særdeles glædeligt, at epidemien er så kraftigt på retur i Sierra Leone og Guinea, og at Liberia nu er blevet erklæret fri for ebola. Danmark har ydet et markant bidrag på over 200 mio. kr. til den internationale indsats og har bl.a. udsendt mere end 80 sundhedsmedarbejdere, som har gjort en stor forskel i Sierra Leone,” siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, der i dag får besøg af Sierra Leones udenrigsminister Samura Kamara.

”Vi kan være stolte over det danske bidrag til kampen mod ebola. Men vi skal stadig være på vagt. Først når alle landene er ebolafrie kan vi for alvor glæde os,” fortsætter Mogens Jensen.

Et land kan først erklæres ebolafrit, når der ikke er registreret nye tilfælde i 42 dage. Det skete for Liberia den 9. maj. Men udbruddet bevæger sig i bølger, og der kan derfor fortsat komme nye stigninger i Sierra Leone og Guinea.

Mogens Jensen mødes onsdag med Sierra Leones udenrigsminister. Her vil de drøfte ebolakrisen og den danske støtte til indsatsen samt den fremadrettede plan for genopbygning.

Siden udbruddet af ebola er der ifølge WHO registreret i alt 26.593 tilfælde i Liberia, Sierra Leone og Guinea, og dødstallet i de tre lande har nu passeret 11.000.

For yderligere information kontakt:
Maria Westh, presserådgiver, 50778664