Hvor skal Børnenes U-landskalender hen i
2020? Har din organisation en god idé til et projekt for børn i et udviklingsland
så send os en interessetilkendegivelse. Overskuddet
fra salget af U-landskalenderen 2020 vil gå til det udvalgte projekt.
Hvad er Børnenes U-landskalender?
Børnenes U-landskalender er et samarbejde
mellem DR og Udenrigsministeriet/Danida. Når danske børn
eller deres forældre op til jul køber U-landskalenderen,
går overskuddet fra salget til et projekt for børn i et
udviklingsland. U-landskalenderprojektet er administreret af en dansk organisation.
DR producerer film fra landet, og Udenrigsministeriet/Danida udgiver et undervisningsmateriale
til indskolingen i tilknytning til U-landskalenderprojektet. Undervisningsmaterialet
er centreret om en skønlitterær børnebog, som tager udgangspunkt i børneliv i
årets land, samt et omfattende webbaseret undervisningsunivers.
Fortællingen om årets U-landskalenderprojekt,
om organisationen bag og om årets land bliver centralt i kommunikationen, idet
det både indgår i DR-filmene, i undervisningsmaterialet, i lågekalenderen og i
markedsføringen af U-landskalenderen.
Se: www.u-landskalender.dk
Hvem kan søge og hvordan?
Alle danske organisationer med erfaring i at gennemføre udviklings- og/eller
humanitære projekter kan søge om at få U-landskalenderprojektet. Der lægges
også vægt på kapacitet til at understøtte planlægning og gennemførelse af
oplysningsindsatserne.
I første omgang skal organisationen indsende en
interessetilkendegivelse. Interessetilkendegivelsen skal:
·
max fylde fem A4-sider
·
omfatte en beskrivelse af projektidéen og målet for
aktiviteterne(forandringsteori), herunder:
-
Kort beskrivelse af lokal kontekst
-
Målgruppe for projektaktiviteterne
-
Projektets relevans for opfyldelsen af verdensmålene
-
Primære aktiviteter
-
Målsætninger og forventede resultater
-
Bæredygtighed
-
Samarbejde med lokale og evt. internationale partnere
-
Sikkerhedssituationen (er det muligt for film- og forfatterhold at rejse i projektområdet
og i andre dele af landet?)
·
omfatte idéer til formidlingsindsats samt en
beskrivelse af, hvordan organisationen vil tilrettelægge arbejdet med
oplysningsindsatsen, herunder facilitere bogholdets og DRs arbejde i
planlægnings- og rejsefaserne.
·
indeholde et foreløbigt budget
Projektaktiviteterne skal
iværksættes fra begyndelsen af 2021. Varighed kan variere alt efter hvilken
type projekt, der udvælges.
Overskuddet fra salget af
U-landskalenderen har i de seneste år ligget på 3-5 mio. kr. Herudover har Udenrigsministeriet/Danida
støttet med yderligere midler, så den samlede budgetramme har ligget mellem 8
og 10 mio. kr.
Læs om U-landskalenderen og se oversigten over tidligere års projekter
her: http://2018.u-landskalender.dk/om-kalenderen/
Hvad skal der til for at få U-landskalenderprojektet?
U-landskalenderprojektet
er både et udviklingsprojekt og et kommunikationsprojekt. Netop fordi det bliver
så eksponeret i kommunikationssammenhæng, er det væsentligt, at projektet kan
forstås af og kommunikeres til målgrupper, der ikke har særligt kendskab til
udviklingssamarbejdet; ligesom det er afgørende, at projektet i lokal
sammenhæng er relevant og har udviklingsmæssig tyngde. Dertil kommer, at det
har stor betydning, at effekten af projektet kan dokumenteres, og at projektet
efter gennemførelse har skabt grundlaget for yderligere udvikling og
fremskridt.
Der vil ved udvælgelsen
af projektet for 2020 blive lagt vægt på, at:
·
projektet har en solid og overbevisende
forandringsteori (det er sandsynliggjort, at de forventede resultater kan opnås,
og at de kommer udsatte og eller marginaliserede grupper til gavn i det
udvalgte land)
·
projektet gennemføres i ligeværdigt partnerskab
med lokalt forankrede civilsamfundsorganisationer
·
resultaterne af indsatsen kan dokumenteres
·
projektet forholder sig aktivt til ét eller
flere af verdensmålene, også i kommunikationen
·
projektets formål, titel og aktiviteter er
umiddelbart forståelige for voksne danskere uden forudgående kendskab til
udviklingssamarbejdet
·
projektet kan kommunikeres, så det er forståeligt
for danske børn og giver dem en vedkommende, interessant og gerne anderledes
fortælling om børns hverdag i et udviklingsland – samtidig med at de forstår,
hvordan de støtter børnene ved at købe U-landskalenderen
I forhold til det
foreslående land vil der bl.a. blive lagt vægt på, at:
·
Danmark har udviklingspolitiske interesser i det
pågældende land. Der henvises til Verden 2030 –
Danmarks udviklingspolitiske og humanitære strategi for en
oversigt over de lande, hvor Danmark engagerer sig. Tidligere prioritetslande
vil dog også kunne komme i betragtning.
·
der er en rimelig variation over tid i de
udvalgte lande for så vidt angår de regioner og kontinenter, som landene
repræsenterer. Fordelingen bør afspejle tyngden af de danske
udviklingspolitiske interesser i de pågældende regioner og kontinenter. I 2018
og 2019 er projektlandene hhv. Jordan (flygtninge) og Bangladesh.
·
det er sandsynliggjort, at det er
praktisk og sikkerhedsmæssigt fuldt muligt for film- og forfatterhold at rejse
i dele af landet, der kan illustrere selve projektet, men også i enkelte andre
interessante dele af landet. Se UMs rejsevejledninger her: http://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/rejsevejledninger
Yderligere
krav til projektet
Projektet skal have en
selvstændig karakter – det vil sige, at det skal være afgrænset fra allerede
eksisterende projekter. U-landskalenderprojektet kan godt være en forgrening
eller en knopskydning på et allerede eksisterende projekt eller program, eller
det kan være et helt nyetableret projekt. Det afgørende er, at projektet
indholdsmæssigt og økonomisk kan afgrænses som ”U-landskalenderprojektet”.
Da oplysningsindsatsen
har stor vægt, kan der undtagelsesvist anvendes op til max. 10 pct. af projektbudgettet
hertil, men det afhænger af organisationens præferencer og kapacitet på
området.
Formidling
om projektet og årets land
Både i markedsføringen,
på låge-julekalenderen og i Udenrigsministeriets/Danidas undervisningsmateriale
indgår information om projektet, hvad overskuddet fra kalender-salget går til, og
om forholdene generelt i det land, hvor projektet finder sted. Den primære
målgruppe for oplysningsarbejdet er danske børn i alderen 5-12 år; den
sekundære er lærere og forældre.
Oplysningsindsatsen
omkring Børnenes U-landskalender er omfattende, mangesidet og justeres løbende,
så den både indholds- og formmæssigt når målgrupperne bedst muligt. Ud over at
fortælle om årets organisation og om årets projekt, skal de forskellige
materialer også tegne et bredere billede af landet, f.eks. dagliglivet og de
fysiske rammer, typiske forhold og pligter for børn samt vigtige kulturelle og
naturmæssige forhold.
Derfor tilstræbes det, at
den konkrete idé-udvikling til organisationens egne dele af
kommunikationsindsatsen sker i et samarbejde mellem parterne på et senere
tidspunkt i processen, når projektet er udvalgt – og at de prioriteres ud fra,
hvad der netop dette år er mest behov for i helheden. Organisationen skal derfor
i interessetilkendegivelsen blot skitsere overordnede formidlingsidéer, og
hvordan disse flugter med og understøtter de øvrige kommunikationsaktiviteter.
Forventningerne til
organisationen i forbindelse med formidlingsindsatsen:
·
Organisationen skal være indstillet på at
samarbejde og koordinere tæt med DR og Udenrigsministeriet i forberedelsen af film,
undervisningsmateriale og al anden kommunikation.
·
Årets organisation forventes at stille de
relevante personlige og tidsmæssige ressourcer til rådighed i både researchfasen
og i forberedelse og gennemførelse af produktionsrejser for holdet bag
undervisningsmaterialerne (”bogholdet”) og DR’s filmhold.
·
Researchfasen fra sommer 2019 til forår 2020:
Forfatteren til årets elevbog, redaktørerne af undervisningsmaterialet og DR’s
redaktører/filmhold skal klædes på med viden om årets projekt og om livet,
naturforhold og kultur i årets land mere generelt. Organisationen må derfor give adgang til
personer med kendskab til landet.
·
Planlægning og gennemførelse af rejserne:
Organisationen forventes at bistå med både planlægning og gennemførelse af
rejserne, så DR’s og Udenrigsministeriets/Danidas hold får så gode vilkår som
muligt for at formidle fra landet. I planlægningsfasen gælder dette at bistå
med at lægge en rejserute, hvor der på forhånd er truffet de nødvendige, lokale
aftaler, skaffet nødvendige tilladelser, booket ophold m.v. Under bogholdets rejse
skal organisationen stå for at arrangere lokal transport samt at der er en tolk
og lokal rådgiver/guide til rådighed for holdet. Alle udgifter til bogholdets rejse,
herunder overnatninger, forplejning, særlige entréer el. lign. samt til lokal
transport dækkes af Udenrigsministeriet. Eventuelle lønudgifter til lokal
rådgiver/guide skal dog indgå i organisationens budget. DR afholder egne
udgifter. Der er tale om én rejse for bogholdet i første kvartal af 2020 og 1-2
separate rejser for DR i første halvår af 2020. Alle af 2-3 ugers varighed.
·
Organisationen bidrager med
kommunikationsaktiviteter før, under og efter projektets gennemførelse, således
at den danske målgruppe undervejs og efter projektforløbet kan få indtryk af
projektets betydning for de børn og det lokalsamfund, som indsatsen omhandler.
·
Organisationen tilrettelægger sin egen formidlingsindsats,
så den bedst muligt supplerer de aktiviteter, Udenrigsministeriet/Danida gennemfører.
Dvs. undervisningsmateriale til 1.-4. klassetrin, webunivers på
u-landskalender.dk samt presseaktiviteter omkring lanceringen af U-landskalenderen
2020 (oktober). Særligt ses det gerne, at organisationen gennem sit kontaktnet
bidrager til undervisningsmaterialet med kreative aktiviteter som fx sang/musik
(evt. med musikvideo), kunstneriske aktiviteter og lege med udgangspunkt i
årets projekt og land. Organisationen kan også bidrage med andre skolerettede
aktiviteter. I forbindelse med lanceringen ses meget gerne presse- eller anden
kommunikationsaktivitet, der bredt profilerer årets projekt og
U-landskalenderen.
·
Organisationen følger fortsat projektet i de
følgende fem år efter projektperiodens udløb og skal efter aftale sende status
m.m. om projektet til U-landskalenderens informationsplatforme som facebook,
nyhedsbreve og webside.
Tidsplan
Interessetilkendegivelsen skal indsendes elektronisk til
Udenrigsministeriet (um@um.dk) med kopi til Kontoret for
Humanitær indsats, Migration og Civilsamfund (hmc@um.dk) og Kontoret for
Public Diplomacy, Kommunikation og Presse (kom@um.dk)og være ministeriet i hænde
fredag den 21. januar 2019.
Kontoret for Humanitær indsats,
Migration og Civilsamfund (HMC) vil herefter i samarbejde med kontoret for Public
Diplomacy, Kommunikation og Presse (KOM) udvælge et eller flere af forslagene
med henblik på, at organisationen/organisationerne udarbejder en egentlig
projektansøgning. Denne ansøgning skal følge de generelle retningslinjer for
støtte til civilsamfundsprojekter. Dog er kravet om, at udgifterne til oplysning
højst må udgøre 2 pct. af projektudgifterne, fraveget som nævnt ovenfor. Den
egentlige projektansøgning skal være
Udenrigsministeriet i hænde fredag den 12.
april 2019.
Yderligere oplysninger
kan fås hos:
Kontoret for Humanitær
Indsats, Migration og Civilsamfund (HMC), Mille Døllner Fjeldsted, mildol@um.dk, tlf. 33
92 0951(Projektansøgning)
Kontoret for Public
Diplomacy, Kommunikation og Presse (KOM), Ditte Vagn Madsen, ditmad@um.dk, tlf.
33 92 00 55 (Formidlingsindsats)