Spring til indhold

Kronik: 30 milliarder kroner til en bedre fremtid

Kronik af Lars Løkke Rasmussen, statsminister, Ulla Tørnæs, minister for udviklingssamarbejde, Peter Damgaard Jensen, adm. direktør, PKA, Torben Möger Pedersen, Børsen den 7. juni 2018

KRONIK For få år siden var Gobi-ørkenen Asiens største ørken - et billede på de globale klimaforandringer. Det er den stadig, men nu på en ny måde

KRONIK - Midt i Gobi-ørkenen bygges nu landets tredje privatfinansierede vindmøllepark, som skal gøre Mongoliet grønnere bl.a. med hjælp fra 25 vindmøller fra Vestas, der skal levere en besparelse på 200.000 ton CO2 om året.

Etableringen af vindmølleparken kan lade sig gøre, fordi Danmarks Klimainvesteringsfond, der for nogle år siden blev etableret af Statens Udviklingsfond, IFU, og en række pensionsselskaber, har bidraget med finansiering. Fondens formål er at sikre finansiering til klimaprojekter i udviklingslande og vækstmarkeder samt at fremme salg af dansk klimateknologi og give investorerne et solidt afkast. Den slags er der brug for endnu mere af. Derfor sætter vi nu et nyt skib i søen under navnet Verdensmålsfonden, eller på engelsk, Danish SDG Investment Fund.

Hver en krone tæller i kapløbet om at indfri FN's 17 verdensmål inden 2030, der blev vedtaget for to år siden af verdens ledere i forening. Hver en krone er en investering i en bedre fremtid for kloden. Vores børns fremtid. Vores fælles fremtid.

Går i den rigtige retning

På blot en generation er den globale spædbørnsdødelighed faldet med mere end 40 pct., andelen af verdens befolkning, som lever i ekstrem fattigdom, er næsten halveret, og antallet af mennesker, som kan læse, har aldrig været højere. Så vi er godt på vej. Men der er langt igen.

Ifølge FN vil det koste 16.000 mia. kr. om året at nå verdensmålene i 2030.

Danmark er derfor gået foran med det globale initiativ P4G - Partering for Green Growth and the Global Goals, eller på godt dansk: Verdensmål og grøn vækst. En koalition for at skabe nye OPP'er i en række vækst- og udviklingslande med et fælles ønske om at levere på verdensmålene og Parisaftalen. Godhjertede investeringer kan nemlig godt være rentable.

Vi er ikke i mål endnu

Skal vi både nå FN's verdens- og klimamål, skal der dog mere fart på. Derfor skriver pensionsselskaberne PKA, Pensiondanmark, PFA, ATP, JØP, DIP, Pensam og IFU, på statens vegne i dag i FN-Byen under på en aftale om en verdensmålsfond, der skal skabe investeringer for 30 mia. kr. i udviklingslandene. Kapitalbasen skal udgøres af 5 mia. kr., hvor de første 4 mia. kr. nu er fundet, mens den sidste mia. findes i en second closing i efteråret 2018, hvor yderligere investorer er velkomne.

Erfaringen fra IFU's mere end 1250 investeringer i udviklingslandene er, at de 5 mia. kr., som den nye fond skal investere, vil mobilisere yderligere kapital, og de samlede investeringer derfor vil ende på ca. 30 mia. kr.

Fonden skal gøre gode og grønne projekter mere rentable ved at investere i den private sektor i udviklingslande i Afrika, Asien og Latinamerika samt dele af Europa.

Målet er at skabe bæredygtige selskaber, der kan medvirke til økonomisk og social fremgang i investeringslandene og samtidig fremme salg og anvendelse af dansk teknologi og knowhow.

Som investorer er vi med i fonden, fordi vi vil løfte vores del af ansvaret. Samtidig kan en række gode projekter kun gennemføres, hvis der stilles kapital til rådighed. Fondens aktiviteter vil være rettet mod de verdensmål, hvor udfordringerne er størst, og hvor danske virksomheder har en række styrkepositioner f.eks. på vedvarende energi, landbrug, infrastruktur og vand. Men også mod den finansielle sektor.

I mange lande har kvindelige iværksættere f.eks. svært ved at opnå finansiering til deres projekter og forretninger. IFU investerer derfor i African Guarantee Fund, som stiller garantier for afrikanske bankers udlån til smv'er. Indtil videre er der under disse garantier ydet lån til omkring 10.000 virksomheder i 38 afrikanske lande, hvoraf ca. en tredjedel ejes af kvinder, og hvor ca. 60 pct. af låntagerne er unge mennesker. Garantierne har indtil videre bidraget til at skabe ca. 60.000 nye job.

I en god sags tjeneste

Som investorer forventer vi samlet set et årligt nettoafkast på 10-12 pct. Og det er glædeligt, at danskernes pensionsopsparinger kan vokse i den gode sags tjeneste.

Men også andre kan få glæde af fonden. F.eks. en indisk virksomhed, der sælger "turnkey"-rensningsanlæg til bl.a. tekstil- og lægemiddelproducenter. Med risikovillig kapital fra Klimainvesteringsfonden og pumper fra Grundfos har de skabt et forretningskoncept, der nu er på vej til det globale marked.

Og Coop har etableret kafferisteriet African Coffee Roasters i Kenya, hvor der købes og ristes kvalitetsbønner direkte hos de enkelte kaffebønder uden om fordyrende mellemled. Det resulterer i højere pris til bønderne og værditilvækst i Kenya.

Eksemplerne er mange, og pointen er, at hvis vi skal nå verdensmålene, skal væksten i verdens fattige områder gro nedefra - og på de vilkår, som resten af verden fungerer på.