Spring til indhold

Målet er at gøre udviklingsbistanden overflødig

Indlæg af Ulla Tørnæs, minister for udviklingssamarbejde

Et bredt politisk flertal indgik i starten af året et forlig om Danmarks nye udviklingspolitiske og humanitære strategi, som dermed blev sikret en fælles overordnet linje for de næste fem år.

Kun Enhedslisten valgte at stå uden for forliget om den nye strategi, som partiets udviklingspolitiske ordfører, Christian Juhl, i Kristeligt Dagblad (21. april) kritiserer under overskriften ”Utilstrækkelig. Udviklingspolitik bør ikke handle om at sætte Danmark først.”
Jeg tvivler på, at SF, Socialdemokratiet eller noget andet politisk parti i Folketinget ville have indgået forliget, hvis strategien havde som formål at sætte dansk erhvervslivs interesser over verdens fattigste.

Det er ganske enkelt noget vrøvl. Men årsagen til vildfarelsen er, at vi med den nye udviklingspolitiske strategi ønsker at inddrage det danske samfunds fulde kraft i udviklingssamarbejdet. Inklusiv den private sektor.

Vi vil i langt større grad end tidligere trække på dansk viden, principper, styrkepositioner, offentlig og privat finansiering i indsatsen for at skabe bæredygtig vækst og udvikling i Afrika, Asien og Latinamerika. Og det sker i samarbejde med danske myndigheder, civilsamfund, virksomheder, forskning, byer, fonde, pensionskasser og den finansielle sektor.
Hermed flugter den nye danske udviklingsstrategi med FN’s 2030 dagsorden og de 17 nye verdensmål for bæredygtig udvikling. En dagsorden, der gælder for alle lande. Som er en universel dagsorden, alle har ansvaret for at løfte. Også den private sektor.

Prislappen på verdensmålene er på svimlende tre billioner dollars årligt. Heraf dækker den samlede statslige udviklingsbistand fra OECD-landene mindre end fem procent, da det kun er få lande, der som Danmark, lever op til FN’s 0.7 procent målsætning. Så der er ingen vej uden om, at den private sektor skal involveres, hvis vi skal opfylde verdensmålene.

Hermed er der tale om et begyndende paradigmeskifte i verdenssamfundets – og den danske strategis – tilgang til udviklingssamarbejdet. Men der er ikke tale om et neoliberalt paradigmeskifte, som Christian Juhl formulerer det. Det handler ikke om at minimere staternes rolle. Det handler om, at den statslige udviklingsbistand i højere grad skal bruges som katalysator for investeringer fra andre finansieringskanaler. At vi bruger dele af bistanden som en slags seed money, der betyder, at projekterne bliver løbet i gang, vækker andres og ikke mindst lokales interesse. Så vi på sigt kan opnå udviklingsbistandens fremmeste opgave; nemlig at gøre sig selv overflødig.

Det er ambitiøst, og verdensmålene er ambitiøse; målet er at skabe en verden i balance uden ekstrem fattigdom og i bæredygtig vækst og udvikling. Hvor ingen er ladt tilbage.