Spring til indhold

Ministerens tale på Grundlovsdag, den 5. juni 2018

Når vi danskere ser ud over landets grænser og sammenligner vores styreform og samfund med andre lande, er der nok at være stolte af.

Vi har høj valgdeltagelse, et velfungerende politisk system og rekordlav korruption. Mænd og kvinder er ligestillet, og langt de fleste kan leve det liv, de har lyst til, uden at frygte for forfølgelse. Og dem, der ikke kan, sørger vi som samfund for at hjælpe.

I dag er de færreste i tvivl om, at demokratiet var et rigtigt og godt valg.

Men så sikre har de nok ikke været i demokratiets spæde begyndelse – slet ikke, hvis de tolkede tidens tegn.

”Klokken halv syv bragtes mig Budet. Der blev en urolig Støj paa Gaden, og mens jeg styrtede ud, samlede Folk sig i Portene udenfor Husene. Himlen flammede, og man ser allerede Lyshavet som en Purpurstrøm isprængt med mørk Røg. Ved Frue Kirke faldt Funkerne som en Regn. Men endnu vidste ingen, hvor Ilden var. Man raabte: ”Kristiansborg”. Jeg hørte, mens jeg løb, da Flammerne rødt steg op over en Sidegade, et langt Kvindeskrig. Det var en ung Pige, som faldt forlænds om paa Jorden. Saa saa jeg paa Høibro Flammerne staa ud af Slottets Tag. Jeg gik ned og trængte mig atter gjennem Mængden, den var taus og nedslaaet. Ingen talte med hinanden. Kvinderne græd og jamrede.”

Sådan indledte Herman Bang sin reportage fra Christiansborgs brand i 1884. I løbet af en enkelt nat forsvandt det gamle slot, og med slottet forsvandt det unge demokratis Folketing, Landsting og Højesteret.

Nok så mængden tavs og nedslået til, og kvinderne græd og jamrede, da slottet brændte. Men knap var de sidste gløder døet ud, før arbejdet med at skabe et nyt hjem til demokratiet gik i gang.

På ægte demokratisk vis gik det uendeligt langsomt, med masser af bureaukrati og bøvl.

Først valgte politikerne en arkitekt til at tegne slottet. Men hans forslag var ikke godt nok, og derfor udskrev politikerne en arkitektkonkurrence. Da konkurrencen var overstået, skulle der vedtages en anlægslov, så en byggelov, og da den sidste lov var vedtaget, var der gået så lang tid, at en ny arkitektkonkurrence måtte udskrives. Til det nedsatte man en kommission, der kunne lave en konkurrence, der passede til den nye lovgivning. Endelig skulle der findes et politisk flertal for en vinder. Den slags går der altid politik i, og på grund af fnidder og rævekager og studehandler trak kåringen ud.  

Da politikerne langt om længe kunne sætte byggeriet i gang, var der gået 22 år.

Mens mændene skændtes, arbejdede kvinderne.

For kvinderne handlede det ikke om, hvis slot der havde det højeste tårn. Det handlede ikke om, hvilken arkitekt der skulle tegne det, eller hvilken kunstner der skulle udsmykke det. De gik ikke op i, hvilke tæpper der skulle ligge hvor, hvilke farver væggene skulle have, eller hvordan møblerne skulle se ud.

For kvinderne handlede det om adgang til det politiske arbejde. Om retten til at deltage i lovgivningen og blive en del af demokratiet. Det var kvinderne nemlig ikke, da Christiansborg brændte. Som alle andre var de bundet af lovgivningen, men de havde ingen indflydelse på den. Lovgivning var for mænd, og mænd alene.

Da Christiansborg brændte, var kvindebevægelsen – ligesom demokratiet – ung. Og ligesom demokratiet, voksede kvindebevægelsen og blev bredere og stærkere, indtil kvindernes stemme- og valgret blev lige så naturlig en del af demokratiet, som demokratiet blev naturlig som styreform.

I løbet af den tid det tog de mandlige politikere at gøre Christiansborg beboeligt igen, havde kvinderne – uden gråd og jamren, men med styrke og stædighed – sikret sig valgbarhed, først til menighedsråd, siden til kommunalvalg, til de såkaldte værgeråd og hjælpekasser, og endelig til Folketing og Landsting.

I år fejrer vi 100-året for det Christiansborg, vi kender. Folketinget markerer jubilæet med en række særomvisninger, som alle kan deltage i i løbet af året, med udgivelsen af en bog om Christiansborgs historie, og med særarrangementer ved Folkemødet på Bornholm og Kulturnatten i København. På flere måder er det også 100-året for det demokrati, vi kender. For da Christiansborg igen blevet taget i brug, og Folketinget og Landstinget flyttede ind i de lokaler, vi kender i dag, var der for første gang kvinder blandt de folkevalgte. Politik var ikke længere for mænd og mænd alene.

Vi husker nok bedst Nina Bang, datter af tyske forældre og Danmarks første kvindelige minister. Men sammen med hende blev 8 andre kvinder valgt. For dem var dagen virkelig en festdag. Da de ankom til Christiansborg, brugte de den samme indgang, som vi bruger i dag. Der var masser af mennesker på plads til at hylde dem. Slottet var pyntet med flag og blomster. Og ligesom vi i dag kender politikernes tur op ad Christiansborgs ikoniske trapper, gik mænd og kvinder sammen op ad trapperne for 100 år siden. Til højre for at komme til Folketinget, til venstre for at komme til Landstinget.

Følger man i fodsporene på de kvinder, der tog trappen til Landstinget, bliver man mindet om, hvilken alvorlig opgave politikerne havde, når festdagen var slut.  

For enden af trappen, over for det såkaldte Grundlovsværelse, hænger et kunstværk, som de fleste besøgende desværre bare går forbi. Nogle finder det måske lidt romantisk og eventyrligt, fordi det viser to personer, der omfavner hinanden.

Men ser man nærmere efter, opdager man, at der er tale om en mor og en datter. Kommer man fra vores del af landet, ved man godt, hvad det betyder. Andre må have lidt hjælp fra scenens symbolik, for eksempel Dybbøl Mølle, Skamlingsbanken og de sønderjyske købstæders byvåben.

Og så kan de se, at det handler om Sønderjyllands genforening med Danmark – at billedet viser det samlede Danmark efter folkeafstemningen.

Det er en n situation, der i dag er lige så naturlig som demokratiet og som kvinders stemmeret, men som i 1918 var lige så teoretisk som kvinders stemmeret og demokratiet havde været det engang.

De første folkevalgte kvinder mødte ind til en ualmindeligt svær politisk virkelighed den 28. maj 1918.  Danmark havde lige solgt De Vestindiske Øer. Det spørgsmål var stadig følsomt.

Første Verdenskrig rasede stadig i hele Europa. De seneste nyheder fra fronten fortalte, at tyskerne nærmede sig Paris med alarmerende fart. Selvom Danmark kæmpede hårdt for at bevare sin neutrale position, blev også vi ramt.

I forskellige dele af landet mærkede folk krigen på hver deres måde. Nogle steder i form af arbejdsløshed, fødevaremangel og fattigdom. I vores del af landet i form af tusinder af personlige tragedier, som prægede familierne gennem generationer.

De færreste kan nok forestille sig de menneskelige omkostninger, der er ved at opleve fædre og sønner gå i krig for fjenden. Og endnu værre, at de mister livet – som så mange gjorde.

I sin åbningstale til de nyvalgte mænd og kvinder formanede kong Christian den 10.:

”Arbejdet må som hidtil rette sig imod at lindre for Befolkningen det haarde Tryk, som paa saa mange Omraader uundgaaeligt foraarsages af Verdenskrigen, og jeg er overbevist om, at Bevidstheden om det nødvendige i at naa det for Landet gavnlige vil samle selv stærkt fra hinanden afvigende Meninger i Fællesfølelse og Fællesmaal.”

Fællesfølelse og fællesmål. De to ting var med til at genforene Danmark. De var med til at forene Danmarks kvinder – med alle deres forskellige baggrunde og holdninger – og give dem en tyngde, der ikke længere kunne holdes nede og ude af dansk politik. Det var fællesfølelse og fællesmål, der samlede de danske mænd – med alle deres forskellige baggrunde og holdninger – i kampen for den første grundlov.

Og når vi på den ene varme og smukke 5. juni efter den anden fejrer grundloven, er vi med til at dyrke og styrke den fællesfølelse og det fællesmål, som er en forudsætning for demokratiet.

Demokratiet er ikke en selvfølge. Det er ikke usårligt eller uforanderligt. Det kan knægtes, svækkes og styrtes, hvis ikke vi passer på det.

Løfter vi blikket mod vores europæiske naboer, kan vi se hvordan. I EU-lande som Polen og Ungarn udøver regeringerne et pres mod domstolene, som ægte demokratier ikke tillader. Foreninger og oppositionspartier forfølges. I Slovakiet er et nazistparti – komplet med skrårem, dødningehoveder og strækmarch – blevet parlamentets femtestørste. De ser endda ud til at gå frem. Og i Tyrkiet, der er medlem af NATO og engang arbejdede på at blive medlem af EU, er præsidenten godt i gang med af nedbryde alle de institutioner, som et demokrati kunne have bygget på. De ting sker i 2018. De sker lige for øjnene af os, og de kan tjene til en advarsel om, at vi aldrig må tage demokratiet for givet.

I dag som for 100 år siden kræver demokratiet en indsats fra os alle. Grundlovsdag er en god anledning til ikke bare at fejre demokratiet, men også til at reflektere over, om vi hver især gør nok for at bevare det demokrati, vi gerne vil have. Hvor friheden, respekten for det enkelte menneske og for menneskers forskelligheder har gjort os til et forbillede for andre lande i over 100 år. Kan jeg gøre mere? Kan jeg gøre andet? Eller er jeg tilfreds med at lade andre trække demokratiet i den retning, de gerne vil have det.  Det er spørgsmål som dem, vi bør stille os selv.

Det danske demokrati blev skabt af fællesfølelse og fællesmål blandt Danmarks mænd og kvinder, deres forskelligheder og uenigheder til trods. Det er også vores fælles tro på og stadige arbejde for demokratiet, der kan sikre det for fremtiden.

Det kræver, at vi gør en indsats sammen, og det kræver, at vi gør en indsats hver især.

God grundlovsdag.