Spring til indhold

Ministerens tale til Amnestys Samtykke-konference, den 24. oktober 2018

”Hvis jeg ikke har kunnet sige nej, fordi jeg var for blæst, så ville jeg ikke have det godt, hvis nogen havde haft sex med mig. Men altså, selvfølgelig er det jo altid ens egen skyld. Man skal jo have kontrol.”

Sådan siger Phillipa. Hun er 16 år gammel og har deltaget i Det Kriminalpræventive Råds undersøgelse om normer i seksuelle relationer. Tænk, at en ung pige, kan tænke sådan. At det er hendes skyld – hendes ansvar – hvis nogen begår et seksuelt overgreb på hende, når hun er fuld. Men desværre er dén opfattelse udbredt.

Det er idéen om, at manden er den aktive part, der skal erobre kvinden, mens kvinden er den passive, der skal passe på sig selv. Blandt unge er det stadig sådan, at de seksuelt aktive drenge hyldes, mens de seksuelt aktive piger risikerer fordømmelse. Opfattelsen er basalt set, at medmindre en kvinde siger klart og tydeligt nej – så mener hun nok ja. Hvis hun er passiv, så formoder han, at hun deltager frivilligt. Det er en opfattelse, der stadig gennemsyrer samfundet, og som går igen i vores opfattelse af, hvad der er voldtægt. Men det er udtryk for en forældet opfattelse af seksualitet og kønsroller. Vi har brug for en ny tilgang til voldtægt i Danmark. En tilgang, der gør op med forståelsen af, at hvis man er passiv, så mener man nok ja. Vi har brug for en tilgang, der beskytter kvinderne bedre mod voldtægt end i dag. Det handler om sikkerhed, og det handler om retssikkerhed.
Både for mænd og kvinder.

Derfor er det også rigtig positivt, at justitsministeren har nedsat et panel af eksperter, som ser på ofrets vej gennem retssystemet. Og det er positivt, at Justitsministeriet er i gang med at kortlægge andre landes bestemmelser om frivillighed, for at se om vi kan lade os inspirere.  Mit mål er at beskytte kvinderne bedre ved at få dømt flere voldtægtsforbrydere, og ved at skabe en holdningsændring i forhold til voldtægt. I dag defineres det som voldtægt, hvis der er brugt vold, tvang og trusler. Jeg mener, at vi i stedet bør tale om frivillighed. Det er voldtægt, hvis ikke der er frivillighed fra alle parter. Men hvornår er noget så frivilligt?

Det kan være svært at vurdere, og derfor skal vi også være mere præcise i vores lovgivning, så det i den enkelte situation bliver lettere at vurdere, om der har været tale om frivillighed eller ej. En af de ting, der kan tale for, at sex ikke har været frivilligt, er omstændighederne, det er foregået under. Og nogle omstændigheder er så usædvanlige, at de må tale for, at sex ikke er foregået frivilligt. Nu er vi mennesker ret forskellige, og hvad der for nogle kan virke langt ude, kan for andre været helt normalt. Ting, som nogle ikke kan forestille sig at gøre frivilligt, er der andre, der gør med største fornøjelse. Men når en kvinde indgiver en voldtægtsanmeldelse, og domstolene skal afgøre, om hun er blevet udsat for en voldtægt, er der en række omstændigheder, der må tale for, at det hun har været udsat for, netop ikke har været frivilligt. For det første; hvis en kvinde ikke er i stand til at gøre modstand. Det kan være, hvis hun er påvirket af alkohol eller stoffer, eller hvis hun ”fryser”. Vi ved, at det er en helt almindelig reaktion, når voldtægtsofre ”fryser” i situationen – simpelthen af frygt for, at det kan blive endnu værre, hvis de gør modstand. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd er mere end hvert tredje offer for et seksuelt overgreb så bange, at hun ikke kan gøre modstand.
Selv når der er tale om overgreb uden vold eller trusler, er det mere end hver fjerde, der er for bange til at kunne gøre modstand. Om kvinden har protesteret højlydt bør derfor ikke være et element, der tillægges betydning.

For det andet; hvis der er en gruppe mænd om én kvinde eller pige, og hvis det er mænd, kvinden ikke kender, eller hvis der er tilskuere.

Og for det tredje; hvis det er under omstændigheder, som virker mærkelige eller usandsynlige – for eksempel hvis det foregår i en kælderskakt eller en opgang, eller hvis det bliver optaget. Usædvanlige omstændigheder som disse skal tillægges større betydning, når domstolene dømmer i sagen.

En af de store udfordringer på området er, at der er så få, der anmelder voldtægt. Justitsministeriet skønner, at omkring 5000 hvert år bliver udsat for voldtægt og voldtægtsforsøg. Her har man spurgt til samleje under vold og trusler.

En undersøgelse fra Institut fra Folkesundhed, som kom i juni i år, anslår, at 24.000 kvinder i 2017 var udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg. Her har man spurgt lidt bredere, nemlig til samleje under tvang. Uanset hvilket tal, man tager udgangspunkt i, så blev der sidste år kun anmeldt 971 voldtægter. Det kan der være mange grunde til. Men afgørende er det, at mange ofre skammer sig, føler skyld og føler sig mistænkeliggjort. Vi kan derfor stadig gøre mere for, at det bliver lettere for kvinder at anmelde voldtægter. Vi kan blandt andet sørge for at gøre kvinderne trygge i mødet med politiet. Voldtægtsofrene skal mødes med samme alvor, seriøsitet og imødekommenhed som andre, der anmelder en forbrydelse. De skal ikke mødes med oplysninger om, hvad konsekvenserne er af, når man indgiver en falsk anmeldelse.

Det er påfaldende, hvor få sager der ender med, at nogen bliver dømt. Mens der var 971 anmeldelser i 2017, var der nemlig kun 119 fældende afgørelser. Det svarer til kun 12 % af anmeldelserne. Det er i mine øjne et meget lavt tal.

Det er en problemstilling, de også debatterer i vores nabolande. I Storbritannien er der lige nu udbredt utilfredshed med, at kun omkring en tredjedel af de unge mænd, der stilles for en dommer, bliver dømt. Voldtægtssager kan være svære at bevise, fordi der kun har været de parter til stede, som det handler om.

Den situation kan vi ikke løse med en ændring af straffeloven, men vi kan i højere grad end i dag bede gerningsmanden forklare, hvorfor han havde grund til at tro, at der var tale om frivillighed. Det kan godt være, at vi ikke kan komme alle sager til livs, men status quo er ikke godt nok. Med lovgivning kan vi komme et stykke af vejen, men som 16-årige Phillipas citat understreger, er der også brug for en holdnings- og kulturændring.  Når nævninge i en sag i Herning, hvor fire mænd er tiltalt for at bedøve, seksuelt krænke og voldtage en 19-årig pige, frifinder mændene, så er der brug for at debattere og give viden om seksualitet, grænser og frivillighed. Det samme må vi gøre, når en 14-årig pige anmelder en gruppevoldtægt, og politiet opgiver på forhånd og ikke engang rejser tiltale. 

Når Phillipa siger, som hun gør, så er der brug for, at unge rustes til at forstå, at sex skal være frivilligt. Og det mener jeg bl.a. bør ske gennem bedre seksualundervisning i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Det er afgørende, at vores lovgivning på voldtægtsområdet er tidssvarende – at forældede kønsopfattelser ikke står i vejen for voldtægtsofrenes retsbeskyttelse.

Retsbeskyttelse. Det er det, vi skal til at tale om. Retssikkerhed handler om borgerens frihed fra overgreb fra statsmagten. Det er vi ret gode til, også på voldtægtsområdet. Retsbeskyttelse, derimod, handler om statens pligt og evne til at beskytte borgerne mod overgreb fra andre borgere og straffe dem, der måtte begå de overgreb. Der er vi bare ikke gode nok. 

Jeg håber, at vi kan nå dertil, hvor Phillipa og alle kvinder og alle mænd ved, at sex kun er i orden, hvis begge parter deltager frivilligt. Det gælder uanset, hvad for noget tøj man har på, hvor meget man har drukket, eller hvem man har flirtet med. Hvor alle ved, at de eneste, der har noget at skamme sig over, er voldtægtsforbryderne. Og hvor kvinder, der har været udsat for en voldtægt, tør stole på, at retsbeskyttelsen også gælder dem.

Tak for ordet.