Spring til indhold

Ministerens tale til åbningen af udstillingen 'Den glemte triumf' på Dansk Kvindemuseum i anledningen af udstillingen om VM sejren for kvinder i 1971, den 4. september 2018

Året er 1971 – Christiania grundlægges, Roskilde Festival afholdes for første gang, kvindebevægelsen i Danmark er ved at tage fart, og den første FEMØ-kvindelejr ser dagens lys.
Det år tillod DBU for første gang professionelle fodboldspillere på herrelandsholdet – som markerede de nye tider ved at tabe 5-0 i en udekamp mod Portugal.
Men 1971 bød også på en stor sportslig triumf for Danmark – de danske fodboldkvinder vandt VM-finalen i Mexico – over Mexico. 
En fantastisk sejr på 3-0 – på 3 mål af 15-årige Susanne Augustesen.
For at sætte den præstation i perspektiv, er der i mændenes VM’s historie aldrig blevet scoret et hattrick i løbet af en finales første 90 minutter.
Og den yngste mandlige spiller, der har scoret et hattrick ved et VM, var Pelé. Han var altså 2 år ældre end Susanne Augustesen, da han gjorde det.

Kvinderne vandt, selvom holdet havde alle forudsætninger imod sig.
Og på stadion ventede ikke bare det mexicanske hjemmehold, men også 110.000 tilskuere, der forventede en sejr deres til egne helte.
Den danske sejr var så klar, så overraskende og så meget imod de mexicanske værters manuskript, at de nægtede at afholde sejrsceremoni efter kampen.
Anfører Lis Westberg måtte omkring den danske ambassade om aftenen for at modtage medaljerne og derefter fordele dem til holdkammeraterne.
Hjemme i Danmark blev holdet hyldet med et radiointerview med Gunner ’Nu’ Hansen og pandekager på Københavns Rådhus.

Alligevel blev den store triumf aldrig rigtig anerkendt og husket.
Ikke engang i Danmark.

Da Ekstra Bladet samme år kårede årets største sportsbegivenheder, gav VM-guldet kun en 3. plads!
Førstepladsen gik til Ole Olsen, der vandt VM i speedway, og andenpladsen gik til… de danske fodboldherrer, fordi de havde kvalificeret sig til OL i 1972.
Det kom der ikke nogen medaljer ud af.

Det var alligevel, som om sejren i Mexico blev starten på noget nyt.

På trods af modstand imod kvindefodbold i Dansk Boldspil-Union og en udbredt mandehørm i de fleste danske fodboldklubber, blev VM-guldet startskuddet til en kvindekamp i fodbolden.
I tiden efter VM-sejren i Mexico, masede kvinderne sig ind på adskillige af de kommunale trænings- og opvisningsbaner, som mændene hidtil havde haft eneret på.
Udviklingen var virkelig markant.
I 1971 var der kun 1500 kvinder, der spillede fodbold. I 1972 var mere end over 16.000.
I dag er tallet lige under 70.000, og DBU har en målsætning om at nå 135.000 i 2025.

Kvindefodbolden har længe stået i skyggen af herrefodbolden.
Måske fordi sporten altid har fungeret på drengenes præmisser.
Måske fordi pigerne ofte har fået aflagte trøjer, de dårligste baner og de dårligste træningstider.
Måske fordi pigernes bedrifter aldrig er blevet anerkendt på højde med drengenes.
Efter VM-sejren i Mexico grundlagde Susanne Augustesen en enestående karriere.
Fra 1974 til 1996 spillede hun i den bedste italienske fodboldliga, scorede hundredevis af mål, vandt ti italienske mesterskaber og otte pokaltitler.
Først sidste år blev hun optaget i Fodboldens Hall of Fame.
Der er endnu ingen kvindelige fodboldspillere i Sportens Hall of Fame.

Mon ikke de kommer?
I dag, næsten 50 år efter den store triumf i Mexico, har kvindefodbold fået nye stjerner, og de unge fodboldpiger har fået nye idoler.
Nadia Nadim, for eksempel. Og Pernille Harder, der netop er blevet kåret til Europas bedste kvindelige fodboldspiller.
De har fået plads i danskernes bevidsthed, og så får de noget, som kvinderne ikke fik i 1971, nemlig masser af mediedækning.

I 2016 nedsatte DBU en Kvindekommission, der kom med 10 anbefalinger til at styrke kvindefodbolden. En af anbefalingerne gik på at få kvindefodbolden mere i medierne og udbredt til et bredere publikum.
Det synes jeg ser ud til at lykkes.
Blandt andre forslag er at gøre fodbolden digital og udbrede den gennem de medier, pigerne bruger i dag – de sociale medier.
Pigerne skal have bedre trænere og bedre dommere, og der skal satses på at gøre eliten endnu bedre, så vi igen – og det er også kommissionens målsætning – kan vinde VM.

Jeg synes, det lyder ambitiøst, konstruktivt og på ingen måde urealistisk. 
Det vrimler med engagerede, ambitiøse og dygtige piger derude, og der er ingen grund til, at vi ikke skal give dem de bedste muligheder for at dyrke deres talenter.
Der er ingen grund til, at dansk landshold ikke skal kunne vinde verdensmesterskabet igen.
Og få verden til at overgive sig til dem på samme måde som de 110.000 - eller 110.011 – mexicanere gjorde det i 1971.

Som Helene Hansen, der var med på holdet i 1971, sagde efter 3-0 sejren,
’tilskuerne råbte på Mexico først, men de klappede ad os til sidst’.

Skal vi ikke klappe ad dem en gang til?