Spring til indhold

Ministerens tale til åbningen af Copenhagen Prides Menneskerettighedsprogram, den 14. august 2018

”Omgængelse, som er imod naturen, straffes med bål og brand”. Sådan står der i Danske Lov fra år 1683. Det betyder på moderne dansk, at homoseksualitet blev straffet med døden. De skyldige blev simpelthen brændt på bålet. Små 200 år senere - i 1866 – blev dødsstraffen for homoseksualitet afskaffet. Homoseksualitet var dog stadig ulovligt – nu blev det bare straffet med forbedringshusarbejde.

Først i 1933 blev sex mellem mænd afkriminaliseret. Men det var stadig forbudt for to mænd at danse sammen.

Hver eneste lovgivningsmæssig forbedring, vi har lavet i homoseksuelle og transkønnedes rettigheder, har været kontroversielle på deres tid. Sådan var det, da Danmark blev det første land til at vedtage en lov om registreret partnerskab. Da Danmark blev det første land til at anerkende to juridiske forældre af samme køn. Da Danmark blev det første europæiske land til at tillade juridisk kønsskifte. Og da Danmark sidste år blev det første land i verden til at ændre lovgivningen, så det at være transkønnet ikke diagnosticeres som en psykisk sygdom.

Men det er, som om de ting bliver mindre og mindre kontroversielle og bredere og bredere accepteret som tiden går. Og heldigvis for det.

Rundt omkring i verden er det, som om tiden ikke rigtig er gået. Som om vi stadig er i 1683.

I 8 lande risikerer homoseksuelle stadig – måske ikke bål og brand – men i hvert fald dødsstraf. I 72 lande er homoseksualitet stadig en forbrydelse, som straffes i forskellig grad efter ”forbrydelsens” karakter. Nogle steder er forsøg på homoseksuelle handlinger ulovlige.

I omkring 9 ud af 10 lande kan man stadig ikke sige ”ja” til den, man elsker, hvis den man elsker er af samme køn som en selv.

Priden er en fest, men den er også en god anledning til at diskutere homoseksuelles og transkønnedes rettigheder over hele verden. Og til at minde hinanden om, at et liv som homoseksuel eller transkønnet mange steder langt fra er en fest.

Danmark har gennem lang tid ført en målrettet kampagne for at få en plads i FN’s Menneskerettighedsråd. Som det ser ud nu, er chancerne gode.

Medlemskabet af Menneskerettighedsrådet giver os mulighed for at skubbe på udviklingen i de lande, hvor homoseksuelle og transkønnede ikke har de samme rettigheder som andre mennesker.

Det gælder især i Afrika, Mellemøsten og Asien, men vi skal ikke længere end til vores naboer i EU for at finde ellers moderne lande, hvor ægteskab mellem to personer af samme køn stadig er forbudt, eller hvor de ikke kan få lov til at adoptere.

FN’s Menneskerettighedsråd er det største og bredeste forum af sin slags. Der kan vi nå hele verden.

Men vi har også vores egne problemer, både i Danmark og i Norden.

Jeg har for nylig taget initiativ til at forankre arbejdet med LGBTI-området hos Nordisk Ministerråds ligestillingsministre. Det betyder, at vi fremover får bedre mulighed for at arbejde på tværs af de nordiske grænser, end vi har haft før. For nok har vi taget det ene imponerende skridt efter det andet og været de første til det meste. Men vi kan stadig finde eksempler på utidssvarende lovgivning. Homoseksuelle og transkønnede risikerer stadig diskrimination, og mange finder det svært at være åbne om deres seksualitet eller kønsidentitet. Derfor har vi på tværs af ministerierne igangsat et analysearbejde, der gennemgår lovgivningen. De skal vurdere, hvor der er behov for justeringer af eksisterende lovgivning, og hvor vi har brug for helt ny lovgivning.

Målet er at skabe lige muligheder og rettigheder.

Det drejer sig fx om en tydelig beskyttelse af transkønnede både på og uden for arbejdsmarkedet.

Det drejer sig om oprydning i sprogbrug i eksisterende lovgivning. Så der fx i navneloven ikke bruges ord som transeksuel, når vi i dag er fuldt ud klar over, at det at være transkønnet ikke har noget at gøre med ens seksuelle orientering.

Eller andre steder, som i straffeloven, hvor seksuel orientering, transvestitisme og transkønnethed blandes sammen. Alt sammen skrevet i en anden tid. I en tid, som er gået for længst.

Mit mål er, at vi hurtigt kan få ryddet de ting af vejen.

For nok er vi på mange måder et forbillede, og vi kan pege på mange lande rundt omkring i verden, hvor homoseksuelle og transkønnede stadig skal frygte bål og brand.

Men så længe vi ikke er i mål herhjemme, må vi også lægge vores kræfter her.

Over de næste dage kommer dette telt til at lægge dug til 26 forskellige debatarrangementer.

Om aseksualitet i et seksuelt samfund, om LGBT+seniorer- og plejepersonale, om interkønnde børn, der bliver til interkønnede voksne. Og meget, meget andet.

Det er de åbne – og nogle gange svære – debatter, der har gjort det muligt at ændre holdninger og derefter ændre lovgivning.

Uanset om det var dødstraffen for homoseksualitet, der skulle afskaffes, eller det juridiske kønsskifte, der skulle tillades.

Så jeg vil ønske jer rigtig god fornøjelse med alle debatterne, både her i teltet og de andre steder i byen – og samtidig ønske alle en rigtig god Pride-uge.

Tak.