Spring til indhold

Ministerens tale til rapportlancering hos PROSA – ”LGBT+’er på arbejdsmarkedet”, den 9. august 2018

En dag gik Poul Moll op til sin HR-direktør. Poul var IT-chef i COOP. Han havde et meget personligt ønske, han ville dele med HR-direktøren. Poul fortalte, at han fremover ønskede at leve som kvinde - også på jobbet. At han fremover ønskede at blive omtalt som ’hun’. Og at hun fremover hed Kirsten.

Det var ikke kun en beslutning med enorme konsekvenser for ét menneske. Det var også en test af, om virksomheden virkelig mente det, når de talte om mangfoldighed og plads til alle.

Poul blev til Kirsten for snart 10 år siden, men historien er stadig lige relevant.  For det at være åben som transkønnet, eller springe ud som homoseksuel, kan være et stort skridt. Det handler om muligheden for at kunne være et helt menneske. Og det kan man ikke, hvis man ikke kan være åben om sit eget liv. Det gælder i familien. Det gælder i fritiden, men det gælder i den grad også på arbejdet. Hvad fortæller man henover frokostbordet og ved kaffeautomaten? Skal man hele tiden være på vagt, eller kan man slappe af og føle sig tryg?

Der skal være frihed og frisind til at være åben og være præcis den, man er. Men det skal også gå hånd i hånd med respekten for den enkeltes grænser for åbenhed. Ingen skal være mere åbne, end de har lyst til.

I dag tror jeg, at de fleste arbejdspladser evner at rumme mangfoldighed. I hvert fald når de konfronteres direkte med behovet. Men det er jo i virkeligheden ikke hele sagens kerne, hvordan man som arbejdsgiver eller kollega – eller ven - håndterer det i den konkrete situation. Det handler også om alt det, der sker efterfølgende.

Man er hele tiden i nye situationer, møder nye kolleger og samarbejdspartnere.

Den nye rapport bidrager til billedet af, at der løbende sker fremskridt – men også at fremskridtene ikke sker helt så hurtigt, som vi kunne håbe 20 pct. af de homoseksuelle og transkønnede siger, at de slet ikke eller kun i lav grad kan være åbne om deres seksualitet. Knap halvdelen (46,3 pct.) fortæller, at det særligt er usikkerheden på omgivelsernes reaktion, der afholder dem fra at være åbne. Knap 13 procent af de homoseksuelle og transkønnede siger, at de har følt sig diskrimineret på deres arbejdsplads. Det er ikke godt nok.

Og det er nogle af grundene til, at regeringen har lavet en handlingsplan med 42 initiativer, hvoraf flere handler om åbenhed og inklusion på arbejdsmarkedet.  Vi vil i samarbejde med virksomheder, faglige organisationer, arbejdsgiverorganisationer og NGO’er se på, hvordan vi fremmer inklusion af LGBTI-personer på arbejdsmarkedet.

Det samarbejde skal blandt andet munde ud i en fælles kampagne. For inklusion på arbejdsmarkedet er ikke kun godt for den enkelte, det er også godt for virksomhederne og for samfundet. Det er et fælles ansvar.

Vi vil også sørge for, at trivslen hos homoseksuelle og transkønnede bliver en naturlig del af arbejdsmarkedsforskning og Arbejdstilsynets arbejde.

Den nye rapport gør os klogere på logikkerne på arbejdspladsen. Den giver os nyttig viden. Men det er mindst lige så vigtigt, at PROSA tager emnet op. At I er med til at fortælle virksomheder, ledere, kollegaer og homoseksuelle og transpersoner, at det nytter at tage kampen. At I husker os på, at frisind ikke kommer af sig selv.

Og lad os så lige vende tilbage til Kirsten. For hvordan gik det egentlig? Ja - HR-direktøren åndede lettet op. Hun frygtede, at Kirsten var alvorligt syg. Kirstens mellemledere åndede også lettet op. De frygtede, at hun ville fortælle dem, at hun sagde op.

Det store spring foran medarbejderne kom til en kollegas fest, hvor hun for første gang mødte op som Kirsten.

Og Kirsten har været Kirsten lige siden.