Spring til indhold

Ministerens tale ved deltagelse i islandsk 100-års arrangement, den 21. oktober 2018

For en lille uge siden besøgte jeg Københavns Universitet på Amager.

På første sal i en af de fjerneste bygninger blev jeg vist ind i et lille, lyst kontor. På et skrivebord var lagt nogle puder frem, og på hver pude lå en åben bog.

Der var en helt særlig atmosfære og duft. Af noget gammelt og kostbart.

Og det var også både kostbare og gamle bøger, der var lagt frem.

Håndskrevne bøger, der var 5, 6 og 700 år gamle. Farverne var falmet, men håndskriften var stadig tydelig, og koncentrerede man sig lidt, kunne man godt tyde og forstå ordene - både de islandske og de gamle danske.

Tænk, at bøger – som måske er ved at gå lidt af mode - kan give en sådan følelse af ærefrygt.

Men sådan er den Arnamagnæanske Samling, som jeg fik lov til at besøge.

Den er gammel og kostbar. Fuld af viden og historier – og af århundreders historie.

Vi kan takke den islandske filolog, historiker og bogsamler Arne Magnusson (1663-1730), som var professor ved Københavns Universitet, for samlingen, som han testamenterede til universitetet.

Jeg blev ved besøget igen mindet om, hvor fantastisk en historie, Island har. Ja hele Norden har.

Håndskriftsamlingen omfatter især islandske, men også danske, norske og svenske håndskrifter.  Her kan man finde både islandske sagaer, nordiske myter og sagn og gamle nordiske love.
I 2009 blev hele samlingen optaget på UNESCO’s liste over umistelig skreven og audiovisuel kulturarv.

Vi er ikke de eneste, der synes, det er en fantastisk skat.
Særligt sagaerne lyser naturligvis op. Vi føres tilbage til en anden tid, som på mange måder var barsk.

En tid, hvor det ofte var noget mindre fredsommeligt, når man satte sig op på en hest, end det har været her i dag, hvor vi har redet rundt i Københavns gader.

Selv om vi ’kun’ fejrer Islands 100 års fødselsdag i dag, så er det åbenlyst, at Islands historie og indflydelse på hele Nordens historie rækker meget længere.

Der er få lande, som har en så rig dokumentation af deres tidligste historie som Island.

Vi skylder en stor del af vores selvforståelse og indsigt i fortiden til de islandske sagaer.

Lige så medrivende og bloddryppende sagerne ofte er, lige så meget fortæller de os, at vores nordiske fællesskab også er skrøbeligt. At det ikke bare er noget, vi kan tage for givet.

Der har været mange kampe, konflikter og kongemord for at nå frem til det fredelige fællesskab, vi i dag har.
Samtidig er Islands historie kort fortalt beretningen om frie folk, der som følge af indbyrdes kiv, mistede deres frihed og derefter måtte gå grueligt meget igennem, inden de genvandt friheden.
Måske derfor er det enkelte menneskes frihed stadig i dag en så væsentlig og skattet værdi for os.

De islandske sagaer er skrevet med en gnist og til tider også med humor, som stadig gør dem læseværdige.

Som Hendes Majestæt Dronningen skrev i sit forord til en nyudgivelse af sagaer i 2014 ”De islandske sagaer er et af Nordens mest markante bidrag til verdenslitteraturen. I Danmark har de spillet en særlig vigtig rolle som kilde til de gamle nordboers historie, og de har fra en meget tidlig tid dannet et fællesskab i Norden og knyttet de nordiske folk sammen.”

Nyudgivelsen er i øvrigt et af de største fælles nordiske projekter vi har set, og salget i Danmark er gået strygende. Det vidner om den store interesse.
Men det er ikke kun med sagaerne, at Island har bidraget til vores fælles nordiske kulturarv.

Allerede i 1100-tallet, hvor danske lærde skrev på latin, havde man i Island et nationalt skriftsprog.
 
Og så tidligt som i midten af 1100-tallet nedskrev en islandsk munk en islandsk grammatik. Det fik vi først i Danmark med Peter Schultz og Ludvig Holbergs grammatikker i begyndelsen af 1700-tallet.

I dag er Island er et af de lande i verden, hvor flest bøger skrives, udgives og sælges pr. indbygger.

Måske er bøger nogle steder ved at gå af mode – men ikke i Island.

Stort tillykke med de 100 år – og med de mange århundreder, der er gået forud, og som i dag er så rigt dokumenteret og bevaret.
Også tillykke til Dansk Islands hesteforening med jeres 50 år. Det er et flot arrangement, I har organiseret.

Jeg vil også meget gerne takke for muligheden for at komme ud at ride igen – og så på en flot islænder. Det er og bliver en helt særlig hest at ride på.

Islænderhesten har også været med til at knytte bånd i Norden.

Først tog vikingerne de heste med til Island, som islænderhestene stammer fra. Og i dag har vi taget islænderen til os i Danmark. Der er flere tusinde i Danmark, og det er vel en af de bedst kendte hesteracer.

En islænderhest kan på mange måder ses som et symbol på noget islandsk eller i mere bred forstand noget nordisk.

Den er pålidelig og stærk, og den skal have gode tilpasningsevner. Det er egenskaber, vi lægger vægt på i Norden.
Men det er den helt særegne gangart tölt, der især påkalder sig stor interesse, og heri ligger der også noget, vi sætter højt i Norden – og som nok er et meget passende billede på Island og jeres succes:

Det at være anderledes og være det med stolthed, og det at gøre noget på en anderledes måde og ikke blot følge strømmen.

Det har I gjort, siden I for århundreder siden skrev jeres endnu ældre historier ned på jeres eget sprog.

Og nu fejrer vi, at I har gjort det som selvstændigt land i 100 år.

Endnu engang – tillykke!