Spring til indhold

Ligestillingsministerens tale til lancering af regeringens handlingsplan for tryghed, trivsel og lige muligheder for LGBTI-personer, den 6. juni 2018

Er du bøsse eller hvad?
2 sekunder efter det spørgsmål sortner det for hans øjne. Han bliver slået ned af en gruppe unge mænd. De tramper og sparker ham i hovedet.
Blot fordi han er bøsse.
Det skete her i København. 

Som statsministeren var inde på, er vi ellers kommet langt i Danmark. Vi har været et foregangsland i mange år.
Danmark er kendt som et land, hvor der er frihed til at leve det liv, man gerne vil, uanset hvilket køn eller hvilken seksualitet, man måtte have.
Og det gør rigtig mange.

Desværre er der også en del, der bliver udsat for diskrimination, fordomme og ja, sågar forbrydelser, på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.
Alt for mange homoseksuelle og transkønnede mistrives eller føler sig utrygge.
Især homoseksuelle og transkønnede med anden etnisk baggrund bliver udsat for diskrimination og forbrydelser. 

Jeg er stolt over, at vi nu kan præsentere Regeringens handlingsplan til fremme af tryghed, trivsel og lige muligheder for LGBTI-personer.
Det er den første handlingsplan af sin art i Danmark. Ligesom regeringen for første gang nogensinde har en koordinerende minister for homo- og biseksuelle, for trans- og interkønnede.
Eller måske lidt mere mundret; Danmarkshistoriens første regnbueminister.
Min opgave bliver – sammen med kollegaerne i regeringen – at følge op på de i alt 42 initiativer, der er i handlingsplanen.

Det er en handlingsplan, der når hele vejen rundt.
Til lovgivningen. Til arbejdspladserne. Til skolerne.
Til sundhedsvæsenet.  Til sportsklubberne. Til kulturlivet.
Blandt de unge. Blandt de ældre. Blandt de etniske minoriteter.
Vi starter med os selv.

Lovgivningen skal gennemgås på tværs af alle ministerier. Der er stadig områder, hvor love og regler - måske utilsigtet - gør livet sværere end nødvendigt. Det skal vi lave om på.
Hvis I er stødt på eksempler, hvor lovgivningen diskriminerer, er utydelig, eller er formuleret i strid med vores målsætninger, så meld det gerne ind til os.

Vi vender også blikket ud i samfundet.
Og vi styrker samarbejdet med foreningerne. I fællesskab kan vi forhåbentlig nå bedre ud med rådgivning og støtte til de, der har det svært.

Undersøgelser viser, at hver anden homoseksuelle er bange for at holde sin kæreste i hånden, når de går på gaden.
To ud af tre har oplevet negative kommentarer eller opførsel i skolen på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.

Mere end hver tredje er ikke åben om sin seksuelle orientering eller kønsidentitet på arbejdspladsen. 

Derfor handler flere af tiltagene om sammen med virksomheder, sportsklubber og kulturlivet at styrke indsatsen mod diskrimination og intolerance.

På skolerne og i sundhedsvæsenet gør vi en særlig indsats.
Vi vil se på, om seksualundervisningen skal tilpasses -  både i skolerne og på læreruddannelsen. Og vi sætter ind med oplysning og forebyggelse af diskrimination.
Lærere og skoleledelser skal have viden om, hvordan de bedst møder fx transkønnede børn, unge homoseksuelle eller børn og unge fra regnbuefamilier.

På sundhedsområdet retter vi opmærksomheden mod den almene praksis, plejehjem og ældrepleje.
Læger og plejepersonale skal have mere viden om, hvordan de bedst møder personer med andre behov og udfordringer end flertallet.

Homoseksuelle og transkønnede med anden etnisk baggrund er særligt udsatte. Tallene er rystende. Hver tredje har overvejet selvmord.
Mange oplever manglende forståelse, tolerance og accept fra deres familier og deres miljø, hvor mange stadig opfatter homoseksualitet som en sygdom eller en forbrydelse.
Derfor har vi særligt fokus på at øge støtten og rådgivningen til homoseksuelle og transkønnede med anden etnisk baggrund.

World Pride kommer til Danmark i 2021. Det er også det år, hvor vi evaluerer handlingsplanen.
Det er mit håb, at vi kan byde pride-gæster fra hele verden velkommen med nyheden om, at trygheden og trivslen blandt homoseksuelle og transkønnede i Danmark nærmer sig niveauet for vores samfund som helhed.

Jeg vil også slutte af med at takke de mange, der har givet input til handlingsplanen.
Jeres bidrag er også bidrag til øget frihed og tolerance i det danske samfund.
De er skridt på vejen til at skabe et samfund, hvor ingen skal opleve - eller frygte at opleve - hvad den unge mand oplevede i 2017 her i København, blot fordi han var bøsse.
Tusind tak til jer alle sammen.