Spring til indhold

"Den næste store udfordring: Bæredygtig energi til 7 milliarder mennesker"

Debatindlæg i Politiken den 12. december 2011

Af udviklingsminister Christian Friis Bach og Klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard

I DENNE MÅNED vil verdens befolkning passere 7milliarder mennesker. Fysisk set er der fint plads til os alle. Faktisk har FN regnet sig frem til, at hele verdens befolkning fint kunne stå skulder ved skulder inden for Los Angeles’ bygrænse. Men et godt liv kræver som bekendt mere end plads til at stå op. Det kræver som noget af det første adgang til mad, vand og energi i hverdagen.

Derfor lægger regeringen vægt på, at dansk udviklingsbistand tager udgangspunkt i fattigdomsbekæmpelse og en bedre håndtering af verdens knappe naturressourcer. Her er spørgsmålet om at sikre adgang til moderne energiforsyning af afgørende betydning.

Adgang til energi er nerven i en moderne infrastruktur. Uden adgang til elektricitet er det vanskeligt at sikre økonomisk vækst og løfte verdens fattige ud af fattigdom. Uden adgang til moderne energiforsyning kan man ikke få igangsat en fornuftig økonomisk udvikling. Udfordringerne er store. I dag er mere end 1,3 mia. mennesker helt uden adgang til moderne energi og dermed elektricitet. Samtidig er 2,7 milliarder mennesker afhængige af traditionelle brændsler – som f.eks. brænde og husdyrgødning – i deres køkkener.

Der er en tæt sammenhæng mellem energi og klimaforandringer. Omkring to tredjedele af verdens CO2-udledninger kan henføres til produktion og forbrug af energi. Hvis vi skal sikre, at den globale temperaturstigning ikke kommer til at overstige 2 grader celsius, skal der ske noget nu. Derfor er det særligt vigtigt at sikre, at den energi, der skal rulles ud til verdens fattige, og den der skal forsyne verdens hastigt voksende middelklasse i vækstlande som Kina og Indien, er bæredygtig.

Det er derfor også vigtigt, at andelen af energi fra vedvarende energi vokser dramatisk de kommende årtier. Samt at verdens energieffektivitet forbedres voldsomt. Danmarks regering vil gå foran i udrulningen af vedvarende energi og forbedringer af energieffektiviteten.

I regeringsgrundlaget har vi besluttet at arbejde hen imod, at hele vores energiforsyning skal dækkes af vedvarende energi i 2050. Vores el- og varmeforsyning skal dækkes af vedvarende energi allerede i 2035. Kul udfases fra danske kraftværker, og oliefyr udfases senest i 2030. Halvdelen af vores traditionelle el-forbrug skal komme fra vind i 2020. Derudover  har vi skruet op for ambitionsniveauet vedrørende nedbringelsen af CO2.

Det er regeringens mål, at Danmarks udledning af CO2 allerede i 2020 nedbringes med 40 procent i forhold til 1990. Også internationalt vil vi gå i spidsen for, at verden begynder at investere i mere bæredygtig og vedvarende energiforsyning. Dette og andre spørgsmål om, hvordan grøn vækst kan hjælpe os ud af den dobbelte krise – den økonomiske og klimakrisen – er baggrunden for, at Regeringen i dagene 11.-12. oktober 2011 er vært for en international konference – Global Green
Growth Forum – om at fremme grøn vækst globalt.

Konferencen skal foreslå konkrete løsninger inden for vedvarende energi, transport, finansiering og handel samt nye former for offentlige-private partnerskaber, som kan bidrage til grøn vækst.

I UDVIKLINGSLANDENE ER vedvarende energi velegnet til decentrale energiløsninger, hvor der ikke er mulighed for at koble op til nationale energinet. Vedvarende energi skaber en højere grad af forsyningssikkerhed i energiimporterende lande, samt en mindre følsomhed i forhold til udsving i globale energipriser på fossile brændstoffer som kul og olie. Der er potentielt også mange nye arbejdspladser og dermed store sociale fordele i vedvarende energi.

Regeringen vil deltage aktivt i arbejdet med at mobilisere investeringer i bæredygtig energi. For situationen er, at der i dag investeres alt for lidt. Både for lidt til at sikre, at verdens fattige får adgang til energi, og sikre en renere og mere effektiv energiforsyning, så vi også får bremset klimaforandringerne.

FN’s generalsekretær Ban Ki-moon understregede i sin åbningstale på FN’s generalforsamling i sidste måned, at bæredygtig udvikling er den vigtigste opgave for det internationale samfund i de kommende år. Generalsekretæren har lanceret et nyt initiativ: ’Bæredygtig Energi for Alle’. Og derfor deltager Ban Ki-moon også i Global Green Growth Forum i København i disse dage. Generalsekretæren ønsker med ’Bæredygtig Energi for Alle’ at starte en diskussion, der skal knæsætte et nyt internationalt mål for bæredygtig energi i form af tre delmål, der søger at kombinere udviklings- og klimadagsordenen.

Alle tre delmål skal være opnået i 2030: Alle mennesker skal have adgang til elektricitet. Der skal ske en fordobling af energieffektiviteten på globalt plan. Andelen af vedvarende energi i den globale energisammensætning skal fordobles. En anledning til at vurdere dette – og andre – internationale målsætninger vedrørende bæredygtig udvikling vil være Rio+20-Topmødet, der finder sted i Brasilien i juni 2012. Et møde, regeringen prioriterer meget højt og hvor vi vil arbejde for enighed om nye globale bæredygtighedsmål, herunder vedrørende bæredygtig energi.

DANMARK ER UDEN sammenligning det land i verden, der henter den største del af sit bruttonationalprodukt fra grønne energiteknologier, så også for dansk erhvervsliv har initiativet betydning. Danmark er hjemsted for mange førende, grønne virksomheder. Det er ikke mindst her, vi skal sikre den fortsatte vækst og beskæftigelse. Vi skal både ude og hjemme arbejde aktivt for bæredygtig energi. Og vi skal have indsatsen op i et langt højere gear.

Write html text here