Spring til indhold

"I dag bliver vi 7 milliarder – fra Lolland til Rio"

Kronik i Berlingske den 31. oktober 2011.

Af udviklingsminister Christian Friis Bach og eksekutivdirektør for FN’s Befolkningsfond Babatunde Osotimehin.

DET skønnes, at verdens befolkning i dag runder 7 milliarder mennesker. Det sætter fornyet fokus på, hvor mange, der egentligt er plads til på jorden. På en måde er der god plads – vi kunne alle 7 milliarder stå skulder ved skulder på Lolland! Men omvendt skaber den stigende befolkning et stort pres på klodens ressourcer og udfordrer vores mulighed for at sikre alle et værdigt liv.  Syv milliarder mennesker er en global milepæl, som ikke bør blive ignoreret. Det er en milepæl, der både byder på udfordringer og på muligheder. En milepæl, som vi skal tage alvorligt, og som bør føre til handling.

Befolkningsudvikling og alderssammensætning ser forskellig ud i forskellige dele af verden, men fører til store udfordringer både i et land som Danmark, og i verdens udviklingslande.  I dele af verden er det aldring, der er den største udfordring. Globalt set er vi blevet sundere og lever længere. Det er derfor på verdensplan aldersgruppen af mennesker over 80, der vokser hastigst. Aldring er dermed en af årsagerne til befolkningsvækst. Europa har længe haft relativt lave fødselstal, hvor Danmark ligger i den høje ende med 1,9 barn i gennemsnit. Lave fødselstal betyder, at der bliver færre i den produktive alder i forhold til den ældre befolkning. Det fører blandt andet til diskussioner om pensionsalderen, som også pågår i Danmark.

Andre dele af verden er dog fortsat præget af højere fertilitet og store børne- og ungdomsårgange. Det gælder specielt Afrika, hvor halvdelen af befolkningen er under 20 år, men også i lande som Afghanistan og Pakistan. Ifølge FN’s fremskrivninger vil befolkningstallet i Afrika syd for Sahara blive mere end fordoblet over de næste 40 år. Det betyder, at der hvert år er flere børn, der skal i skole, flere unge der skal have et arbejde og flere mennesker, der skal have adgang til for eksempel vand, mad og sundhedsydelser.  At skulle udvide væsentlige sociale sektorer hvert år ville være en udfordring for ethvert land – og det gælder selvfølgelig specielt for verdens fattigste lande.

Men befolkningsudvikling byder også på muligheder og har ofte hængt positivt sammen med for eksempel økonomisk vækst: Lande, der har oplevet økonomisk vækst har nemlig normalt også oplevet et fald i fødselstallet. Det er set i de vestlige lande. Det var tydeligt i de asiatiske tigerlande, og man har set samme udvikling i for eksempel Brasilien. Når fertiliteten falder, skabes der en såkaldt ”demografisk bonus”. Det vil sige, at man i en årrække har et stort antal mennesker i den produktive alder men kun relativt få ældre og yngre medborgere at forsørge. Det kan bidrage til at løfte et land ud af fattigdom.

I løbet af de næste 20 år vil lande som Indien, Indonesien, Mexico og Vietnam få mulighed for at nyde godt af den demografiske bonus. Det er netop lande, som man forventer står overfor økonomisk vækst, og hvor faldende fertilitet og økonomisk fremgang vil styrke hinanden gensidigt i en positiv spiral.

I Afrika syd for Sahara går spiralen stadig i den forkerte retning. Det er de fattigste lande, der har det højeste fødselstal, og også inden for landegrænser er det de fattigste, der får flest børn. Det kan fastholde den enkelte familie i fattigdom; flere munde at mætte, flere udgifter til skoleudstyr, flere børn at tage til sundhedscentret, når de bliver syge. Når det ikke kan lade sig gøre, er det, at vi ser underernærede og syge børn uden – eller med for lidt – skolegang. Og når familier skal vælge, er det ofte pigerne, der får for lidt mad, bliver taget ud af skolen og giftet bort i en tidlig alder. Disse problemer afspejles i samfundet som helhed. Det er en negativ spiral, der skal brydes. Derfor er 7 milliarder mennesker også en anledning til at handle.

Det er nemlig en menneskeret selv at kunne bestemme, hvor mange børn man vil have. Det har verdens regeringer været enige om siden Menneskerettighedskonferencen i Teheran i 1968, og det blev cementeret i FN’s Kvindekonvention (CEDAW) i 1979. Men i dag er der fortsat 215 millioner kvinder i udviklingslandene, som ikke ønsker at blive gravide, men som alligevel ikke bruger effektiv prævention. Og ikke nok med at det er de fattigste, der får flest børn - det er også først og fremmest de fattigste, der får flere børn, end de egentligt ønsker. 40% af alle graviditeter i udviklingslandene er ikke planlagte.

Disse kvinder - mange af dem ganske unge kvinder - er dårligt informerede om prævention. De ved ikke hvilke metoder, der findes, eller de er bange for bivirkninger. En anden forhindring kan være, at de måske oplever et pres fra omverdenen for at få børn, måske specielt drengebørn. Problemet kan også være helt praktisk at få adgang til prævention, hvis der er langt til nærmeste sundhedscenter, hvis sundhedscentret er løbet tør for prævention, eller hvis man alligevel ikke vover at bede om det, fordi det kræver en underlivsundersøgelse, og lægen er en mand.

Der kan stå mange ting i vejen for at opfylde disse kvinders ret til at bestemme hvor mange børn, de får. Men hvis man ser på de utrolige forandringer, der er sket i verden på dette område over ganske få årtier, så er det tydeligt, at det kan lade sig gøre: I 1960 fik kvinder i udviklingslandene 6 børn hver i gennemsnit – i dag får de 2,6. Det er forandringer, der kan mærkes, selv om verdensbefolkningen fortsat stiger. Den stiger nemlig ikke så hurtigt, som den har gjort: Omkring 1987 – hvor man passerede 5 milliarder mennesker - voksede verdensbefolkning med 90 millioner om året. I dag vokser den med lidt over 78 millioner.
Desværre har man siden midt-1990’erne set, at den internationale finansielle støtte til prævention og familieplanlægning har været for nedafgående.

Danmark er et internationalt foregangsland, når det handler om kvinders rettigheder generelt, og i særdeleshed når det handler om kvinders ret til at bestemme over egen krop og unges adgang til alderstilpasset seksualundervisning. Det er en forudsætning for, at de også kan træffe andre valg og få andre muligheder i livet. Piger og kvinder skal kunne vælge at vente med at få børn, til de har færdiggjort deres skolegang, til de selv har valgt en partner, og til at de selv synes, at de er klar til det. Og – lad os gentage tallet: 215 millioner kvinder i udviklingslande kan i dag ikke beskytte sig mod uønsket graviditet.

I juni måned næste år mødes verdens lande i Rio de Janeiro for at følge op på de anbefalinger, som man enedes om for snart 20 år siden på FN Konferencen om bæredygtig udvikling. Befolkningsvæksten skaber et stort pres på klodens ressourcer, og sætter fokus på udfordringen om at sikre en bæredygtig udvikling til gavn for fremtidige generationer.  Al erfaring viser, at adgang til frivillig familieplanlægning, herunder prævention og information, fører til en lavere fødselsrate og dermed en langsommere befolkningsvækst. Det kan være med at lette presset på klodens ressourcer – og styrke de fattigste landes mulighed for at give flere mennesker adgang til sundhed, skolegang og et værdigt liv uden fattigdom. Derfor er det vigtigt, at kvinders rettigheder, adgang til frivillig prævention, sundhedsydelser og uddannelse bliver set som dele af løsningen til at opnå bæredygtig udvikling.  Det vil den danske regering og FN’s Befolkningsfond arbejde for.

Når 7 milliarder mennesker trækker store overskrifter, så lad os benytte lejligheden til at handle. Lad os opfylde kvinders rettighed til selv at bestemme, hvor mange børn de får. Det er en af prioriteterne i regeringens udviklingsbistand, som støtter FN’s Befolkningsfonds arbejde i mere end 150 lande. Hvis store børne- og ungdomsgenerationer i lande i Afrika og Asien får færre børn, når de vokser op, kan disse lande opleve en demografisk bonus, og for hver eneste kvinde, der frit kan bestemme, er det også en personlig gevinst. Det er tid til handling.