Spring til indhold

Debatindlæg i Berlingske: Norden står sammen
- også uden Karen Ellemann

Berlingske den 29. oktober, side 28.  Af Manu Sareen, minister for nordisk samarbejde.

NORDEN STÅR SAMMEN - OGSÅ UDEN KAREN ELLEMANN

Venstres medlem af Nordisk Råd, Karen Ellemann, foreslår, at man nedlægger Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. Et overraskende forslag, der syntes at være kommet bag på en del mennesker - inklusive mig. Hun mener tilsyneladende, at det nordiske fællesskab er for dyrt, og at resultaterne er for små.

Jeg er selvsagt dybt uenig og vil gerne have lov til at bringe lidt fakta ind i debatten. For det første vil jeg lige pointere, at det nordiske fællesskab kun koster borgerne i de nordiske lande 40 kroner om året per snude. Det, synes jeg, ikke er meget i forhold til alt det, samarbejdet giver os. Det nordiske samarbejde er en stor succes, der har opnået mange gode resultater. Det skal vi være stolte af. Det gælder lige fra den nordiske pasunion til Svanemærket. Det er også med god grund, at den nordiske model er gået hen og er blevet en rollemodel for hele verden bl.a. på ligestillingsområdet.

Vi er hele tiden i gang med at finde løsninger på vores fælles udfordringer. Det sker f.eks. på Nordisk Råds session i denne uge i Oslo, hvor der bliver arbejdet med at få fjernet grænsehindringer mellem de nordiske lande. Beregninger fra Øresundskomiteen viser, at grænsehindringer koster dansk og svensk økonomi ca. én milliard danske kroner om året. Borgere og virksomheder skal kunne bevæge sig, bo og arbejde på tværs af grænserne uden at blive bremset af uklare og forskellige love og regler. Det nordiske samarbejde er her med til at bane vejen for økonomisk vækst i hele Norden.

Regeringen har også fået gennemført besparelser på det nordiske budget. Det betyder, at man nu i endnu højere grad skal vende hver en krone og fokusere samarbejdet på områder, hvor det giver en merværdi. Det sker bl.a. på forsvarsområdet, hvor der er samarbejde om materielindkøb, så vi kan spare penge.

Alt dette ved Karen Ellemann jo også godt. Hun fremlagde som formand for Nordisk Ministerråd på Nordisk Råds session i 2010 selv en lang positiv resultatliste over det nordiske samarbejde. Karen Ellemann har i sin tid som nordisk minister selv forgæves forsøgt at gennemføre besparelser og modernisering af det nordiske samarbejde. Nu går det heldigvis den rigtige vej, og det skal vi glæde os over fremfor blot at kritisere på et tyndt grundlag og for at skabe overskrifter.

De nordiske lande rummer tilsammen 25 millioner mennesker og udgør verdens 10. største økonomi. Vi er med andre ord en væsentlig international aktør, der bliver lyttet til, når vi står sammen. Vores samarbejde skaber konkrete resultater for vores borgere og virksomheder. Vi skal tænke vækst og beskæftigelse ind i vores prioriteter. Bekæmpelsen af grænsehindringer er et godt eksempel på dette. Til Venstre og andre, der måtte ønske det nordiske samarbejde lukket ned, vil jeg sige: Jeg er slet ikke enig. Vi kan være stolte af de resultater, der bliver opnået i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. Samarbejdet er til kæmpe gavn for Danmark og resten af Norden.

Write html text here