Spring til indhold

Manu Sareen: Regeringen opprioriterer fjernelsen af grænsehindringer mellem de nordiske lande

Danskere møder de såkaldte grænsehindringer, hvis de f.eks. arbejder i Øresundsregionen eller skal til Bornholm via Sverige medbringende kæledyr. Der er typisk tale om uheldige sammenstød mellem forskellige nordiske regelværk, der gør det vanskeligt for de nordiske borgere at bevæge sig, tage arbejde m.v. i andre nordiske lande.

Der er tale om følgende eksempler:

Bornholms Passagerforening har i et brev gjort ministeren opmærksom på 70 grænsehindringer, som møder bornholmere på vej i transit gennem Sverige, hvor navnlig toldkontrol udgør et problem.

I en rapport fra 2012 udarbejdet af Øresundskomitéen har man identificeret 33 hindringer og muligheder for integration i Øresundsregionen.

Ministeren for nordisk samarbejde Manu Sareen udtaler i den forbindelse:

- Grænsehindringer betyder, at virksomhederne lider økonomisk tab, og de er en stor gene for den enkelte borger i dagligdagen eksempelvis i Øresundsregionen og på Bornholm. Tager man f.eks. Øresundsregionen er fordelene åbenlyse: alene i 2010 skabte pendlingen 5 mia. DKK i økonomisk vækst til det danske samfund. Det er mig derfor magtpåliggende, at vi fra dansk side – i samarbejde med de øvrige nordiske lande – medvirker aktivt til at fjerne flest mulige grænsehindringer i Norden allerede i år.

Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet, Udenrigsministeriet 6. februar 2012