Spring til indhold

Ministeren for nordisk samarbejdes tale til Øresundstinget

Ministeren for nordisk samarbejdes tale til Øresundstinget den 25. oktober 2012

DET TALTE ORD GÆLDER

------------------------------------------------------

Tak for ordet – og tak for at jeg må deltage i Øresundstinget i dag!

Hvor er det dejligt at være her i Malmø, der for mig altid har været noget særligt. Her føler jeg mig meget hjemme. På den måde kan man sige, at jeg er fuldt ud Øresundsintegreret. Nu mangler vi blot selve regionen!

Jeg er blevet bedt om at tale over emnet: ”Hvordan skaber vi en sammenhængende Øresundsundsregion”.

Jeg vil i min tale komme ind på to ting: For det første: Hvad agter den danske regering at gøre for at skabe en sammenhængende Øresundsregion? Afslutningsvis vil jeg komme ind på, hvorfor jeg finder det vigtigt at forsætte med Øresundsintegrationen.

Hvad agter den danske regering at gøre for at fremme integrationen?

Hverken Rom eller Øresundsbroen blev ikke bygget på en dag. I arbejdet med integrationen af Øresundsregionen har der også været sten på vejen, men den danske og svenske regering har gjort en stor, målrettet indsats for at fjerne stenene, så livet kunne blive lettere for borgere og virksomheder i Øresundsregionen.

Regeringen lægger stor vægt på, at der er gode generelle rammevilkår for virksomhederne, så de kan udvikle deres forretning og skabe nye, effektive løsninger – eller sagt med andre ord; at de har tilskyndelse til og mulighed for at blive mere produktive.

Regeringen har iværksat en offensiv erhvervs- og vækstpolitik. Den sigter på at styrke de generelle rammevilkår, samtidig med at der er nedsat det, vi kalder vækstteams, på erhvervsområder, hvor danske virksomheder har styrker og potentialer.

Disse initiativer til at sikre vækst og innovation i Danmark vil forhåbentlig også komme Øresundsregionen til gavn.

Samtidig er regeringen ambitiøs på uddannelsesområdet. Øresundsregionen har en af Nordeuropas største koncentrationer af videregående uddannelser og en stor koncentration af højtuddannede.

En af de ting, vi netop er stærke til i Øresundssamarbejdet er deling af viden og ny teknologi. Øresundsregionen er en dynamisk vidensregion, som er kendetegnet ved stærke universitets- og forskningsmiljøer og et tæt offentlig-privat samarbejde på områder som biomedicin, bioteknologi, fødevarer og cleantech.
Øgede kompetencer skaber vækst, også på tværs af sundet. Virksomhederne får nemmere ved at rekruttere kvalificeret arbejdskraft og bedre uddannede medarbejdere skaber bedre resultater.

Adgang til finansiering er ofte en forudsætning for at øge produktiviteten, fx i forbindelse med investeringer i ny teknologi, nye forretningskoncepter og lignende. Det er på den baggrund, vi den 2. marts har indgået en bred politisk aftale om en udviklingspakke. Den skal fremme især små og mellemstore virksomheders finansieringsmuligheder. Den samlede pakke vil som minimum forbedre lånefinansieringen med 20 mia. kr. og eksportgarantier med 20 mia. kr.

Herudover vil regeringen undersøge, hvordan vi kan styrke de alternative finansieringskilder til små og mellemstore virksomheder, fx via pensionsinstitutterne.

Vi er fra dansk side også opmærksom på de udestående grænsehindringer, som rammer regionen. Det har vi taget skridt til at løse i den kommende tid. Jeg kan nævne, at regeringen i øjeblikket er ved at forhandle en politisk aftale på plads med Folketingets partier om fjernelse af grænsehindringer, hvilket også vil få betydning for Øresundsregionen.
 
Afslutning: Hvorfor er det vigtigt at forsætte med Øresundsintegrationen?

Samfundsgevinsten ved Øresundsbroen har været enorm for både Sverige og Danmark. Der er 3,8 millioner mennesker og 250.000 virksomheder i Øresundsregionen. Potentialet for at lave forretning på tværs af Øresund er altså kolossalt stort og det er dén proces, vi gerne vil hjælpe på vej.

Fordelene er åbenlyse: alene i 2010 skabte pendlingen 5 mia. DKK i økonomisk vækst til det danske samfund takket været svensk arbejdskraft, der er kommet ind på det danske arbejdsmarked. Øresundsregionen står for 27 pct. af både Danmarks og Sveriges BNP og her findes den største samlede koncentration af højtuddannede i det nordlige Europa.

Lige nu ser vi dog en stagnation i tallene i pendling og trafikken. Det gælder dog ikke i andelen af BNP og antallet af højtudannede.

Generelt må vi dog forvente, at integrationen følger den økonomiske udvikling. Men det ændrer ikke på, at Øresundssamarbejdet er en succes. Vi har vist, at vi sammen kan mere, end vi kan hver for sig. Og jeg er sikker på, at vi endnu ikke har set den fulde effekt af de investeringer, vi har foretaget.

Øresundssamarbejdet er et godt billede på det nordiske potentiale. Det åbner op for en mere dynamisk udvikling og helhedstænkning. Dette er nødvendigt, hvis vi skal klare os i den globale konkurrence.

Norden er i benhård konkurrence med andre regioner i verden. Den øgede internationale konkurrence sætter pres på den nordiske samfundsmodel. For at kunne være med i verdenseliten inden for innovation, forskning, udvikling og attraktive jobs er det helt afgørende, at Norden samarbejder. Hver især er vi ikke store nok. Set i dette lys er Øresundsregionen en god hjørnesten af bygge videre på.

Jeg har et godt samarbejde med min svenske kollega, og vi er enige om målet: øget integration i Øresundsregionen. Såvel den danske og svenske regering er stærke tilhængere af styrket Øresundsintegration og nordisk samarbejde, der er to sider af samme sag. Navnlig indenfor fjernelse af grænsehindringer er samarbejdet stærkt.

Jeg skal mødes med min svenske kollega Ewa Bjørling i Malmø den 29. november. Her vil det være naturligt at fokusere på forhindringer for integrationen i regionen. Jeg ser derfor frem til dagens debat og vil tage alle gode forslag fra i dag med mig til det dansk/svenske ministermøde.

Vi har en historisk mulighed for at fordybe integrationen i regionen til gavn for alle de nordiske lande. Vi skal drive arbejdet for at få fjernet generende grænsehindringer til fordel for borgernes og virksomhedernes daglige liv. Jeg håber, at vi i Øresundsregionen kan gå i front og på måde blive rollemodel for resten af Norden.

Write html text here