Spring til indhold

Nordiske vækstmuligheder for danske virksomheder

Tale af ministeren for nordisk samarbejde i forbindelse med konference hos Dansk Erhverv om nordiske vækstmuligheder for danske virksomheder, Børsen den 17. januar 2014 

Hvor ligger potentialet for styrket samhandel med de nordiske lande?

Tak for denne mulighed for at kunne komme med et oplæg til, hvor potentialet for styrket samhandel med de nordiske lande ligger. Jeg taler i dag i min egenskab af nordisk minister og ikke som kirkeminister, selvom man selvfølgelig kan sige, at mange virksomheder også har brug for en god portion tro, når der skal findes egnede eksportmarkeder.

Min pointe vil være, at man såmænd ikke behøver at kigge så langt væk. Det er blevet populært at fokusere på de hurtigt voksende markeder og BRIK-landene, men nærmarkedet i form af de nordiske lande rummer også et enormt potentiale – og så er det som regel noget lettere at begå sig i Norden. Vi kan jo næsten forstå hinandens sprog – det er i hvert fald lettere at forstå svensk end kinesisk.

Der er flere argumenter for at gå i gang med det nordiske marked.

Stort potentiale

Først og fremmest repræsenterer de nordiske lande en stor købekraft med sine 20 mio. købedygtige forbrugere. I 2012 stod de nordiske lande for 21 pct. af Danmarks samlede eksport svarende til 213 mia. DKK. Det er en imponerende stor del. Sverige er Danmarks næststørste eksportmarked og Norge er også et af de vigtigste markeder for os. Ligesom i Danmark er der i de nordiske lande både købekraft og interesse for kvalitet og dansk design. Markederne er modne og konkurrenceprægede med kvalitetsbevidste forbrugere og virksomheder. Der er store industrivirksomheder, som efterspørger dygtige og fleksible underleverandører, der kan levere innovative løsninger til konkurrencedygtige priser.

Byggeri- og anlægssektoren rummer gode muligheder for driftige danske leverandører – herunder for både arkitekter, entreprenører, rådgivende ingeniører og håndværksvirksomheder. Der er fokus på design, kvalitet og funktionalisme – og således stor efterspørgsel efter dansk mode & design og møbler & interiør. SMV’er kan nyde godt af den anerkendelse, som danske produkter har opnået gennem årene. Den stigende interesse for sunde fødevarer og økologi åbner gode muligheder for danske leverandører, der er på forkant.

Der pågår også en omfattende digitalisering i den offentlige sektor – og indenfor sundhedssektoren er der fokus på effektivisering og sundheds-IT for at kunne leve op til fremtidens krævende ældreforsorg. Endelig er miljøbevidstheden i højsædet – og energieffektivisering og cleantech i absolut fokus både i den offentlige og i den private sektor.

Kulturelle ligheder

Et andet argument for at gå i gang med de nordiske markeder er, at de nordiske lande er let tilgængelige. Det er ikke kun geografisk og logistisk ment, men også i relation til forretningskulturen, der på mange områder minder om den danske. Vi kan stole på hinanden, og et ord er et ord. Der er stærke kulturelle bånd – og fælles historisk samhørighed gennem århundreder fornægter sig ikke. Vi forstår hinanden og vægter de samme samfundsværdier – og udviser gensidig respekt. Danskere er også vellidte. Derfor er det ikke overraskende, at især små og mellemstore virksomheder ofte får deres første eksporterfaringer i et nordisk land.

Gode nordiske rammer

Sidst – men ikke mindst – er der også nogle rigtig gode rammer for samhandelen takket været det nordiske samarbejde. 

I det nordiske samarbejde er der for tiden en stigende erkendelse af, at vi skal blive bedre til at skabe konkrete og betydningsfulde resultater for borgere, organisationer og virksomheder. Vi skal sørge for at udnytte vores nordiske samarbejde til at skabe konkret merværdi for vores nordiske virksomheder.

Et eksempel på, at det nordiske samarbejde skaber nogle gode betingelser for virksomhederne er det nordiske samarbejdsprogram for innovations- og erhvervspolitik 2014 -17, som netop er blevet godkendt. Visionen er, at Norden skal være en foregangsregion for bæredygtig vækst. Samarbejdet skal handle om entreprenørskab, kreativitet, grøn vækst og nye velfærdsløsninger.

Et af spydspidsprojekterne i dette samarbejde bliver om digital vækst gennem innovative, digitale nordiske løsninger.

Her er et område, hvor de nordiske lande har nogle helt særlige karakteristika og fordele, hvor vi kan udnytte de oplagte muligheder for at skalere digitale løsninger og skabe vækst.

Et andet eksempel på, at det nordiske samarbejde kan hjælpe den enkelte virksomhed er, at vi fjerner barrierer for virksomhedernes mobilitet over de nordiske grænser. Disse barrierer – også kaldet grænsehindringer – koster årligt de nordiske lande millionbeløb, hvorfor der er bred politisk enighed om, at de skal fjernes. Eksempelvis kan det være vanskeligt at afsætte byggevarer bare på tværs af Øresund på grund af forskellige nordiske byggestandarder.

De nordiske statsministre har også fokus på det. I erklæringen i anledning af den nye strategi og handlingsplan for fjernelse af grænsehindringer i Norden i oktober 2013 har de nordiske statsministre fastslået, at de vil

skabe de bedst mulige forudsætninger for at nordiske virksomheder kan agere på tværs af grænserne i Norden.

Og det er ikke kun tomme ord. I foråret indgik regeringen og alle Folketingets partier en politisk aftale, som skal nedbryde grænsehindringer og sikre den frie bevægelighed imellem de nordiske lande. Danmark er nu foregangsland, når det angår fjernelse af grænsehindringer. Men det kan sagtens gøres bedre. Grænsehindringer forsvinder desværre ikke fra den ene dag til den anden og er et fælles ansvar, der skal løftes bl.a. i samarbejde med erhvervslivet.

Jeg er derfor glad for at kunne meddele i dag, at jeg vil indbyde en række virksomheder til at rådgive mig i fjernelsen af grænsehindringer. Det er mit håb, at det vil fremme samhandelen endnu mere.

Konklusionen er, at der er et stort potentiale på det nordiske marked. Det er bare at komme i gang. Jeg håber, at dagens konference med cases, match-making og eksportrådgivere vil give jer det sidste skub ud i det nordiske.  God vind!

Write html text here