Spring til indhold

Markeringen af 600-året for Magrethe 1.s gravlæggelse

Tale af minister for nordiske samarbejde Manu Sareen ved markeringen af 600-året for Margrethe 1.s gravlæggelse i Roskilde Domkirke den 22. september 2013

Tak for invitationen til at deltage i markeringen af 600-året for Dronning Margrethe 1.s gravlæggelse i Roskilde Domkirke og åbningen af Roskilde Museums nye udstilling ”En kjole af guld”.

Det er altid rart at blive inviteret med til en fest, selvom vi nok ikke kan slå festligholdelsen i 1413, hvor der blev holdt en tre dage lang kirkefest. Som kirkeminister ligger det desværre heller ikke i min magt at skænke kirken 50 alterkalke som kongen gjorde dengang. Heldigvis kan vi så glæde os over, at Dronning Margrethe 1.s brudekjole takket være Uppsala Domkirke for en tid er tilbage, hvilket er en fin gestus og viser de nordiske landes tætte bånd. Tilstedeværelse af flere nordiske biskopper og ambassadører viser også netop, at der er tale om en nordisk fest i dag, hvor vi kan mindes vores fælles historie.

Meget er sket på 600 år mellem de nordiske lande – og heldigvis for det. Margrethe den 1 blev kåret til ”Nordens fuldmægtig, frue og husbond” og havde ved sin død skabt et politisk storværk – nemlig Kalmarunionen – men som under overfladen var præget af dybe konflikter, der endte med at splitte de nordiske lande.

Som nordisk minister er det mig en stor glæde at kunne konstatere det nordiske samarbejde i dag både er vigtigere og stærkere end nogensinde før. På samme måde som Margrethe den 1 var en del af en nordisk familie, er vi alle i Norden del af en større familie. Det er en stærk familie, fordi den bygger på fælles værdier og ligheder og har gjort det gennem mange år.

Det er ikke en familie, som gør et stort væsen af sig, eller som medierne interesserer sig særligt for. Vi trænger til at puste nyt liv i den familie, som vores samarbejde med de øvrige nordiske lande kan betegnes som. Jeg taler selvfølgelig ikke om en ny Kalmarunion, men at vi sammen kan drøfte, hvordan det kan gøres.

Forslaget om genoplivning af Kalmarunionen blev ellers fremsat for nogle år siden af en svensk historiker Gunnar Wetterberg. Hans forslag gik ud på en sammenlægning af de nordiske lande med den danske Dronning Margrethe II som samlet statsoverhoved. Argumentationen var, at en nordisk forbundsstat ville få større international økonomisk vægt, fordi Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island tilsammen har verdens 10. største økonomi.

Den svenske historiker slog fast, at de nordiske lande ikke bare vil øge deres indflydelse i EU, men at der også ville ligge en række økonomiske og kulturelle fordele ved en egentlig union:

Wetterberg henviste til, at fremtidsudsigten for alle nordiske lande burde være lysende, hvis bare nogen satte tempo på.

Jeg kan godt følge argumentationen, men jeg tror ikke på, at det er nødvendigt at gå så langt og lave en ny Kalmarunion. Det eksisterende nordiske samarbejde er tilstrækkeligt stærkt og tæt og fuldt rustet til også at møde fremtidens globale udfordringer.

Jeg synes, det er fint at formulere overordnede visioner for det nordiske samarbejde – også selv om de ikke her og nu kan virkeliggøres. Det minder os om, at vi har behov for at forbedre og udvikle det nuværende samarbejde.

Men vi må også være realistiske og praktiske. En af styrkerne ved det nordiske samarbejde er dets uformelle karakter. Tiden er ikke til opbygning af nye formelle strukturer. Der er mere værdi i at fokusere på det nuværende nordiske samarbejde om de konkrete problemer og bekymringer, som vores befolkninger oplever.

Personligt mener jeg, at vi skal videreudvikle det gode samarbejde indenfor den eksisterende ”familie”. Vi skal sørge for, at samarbejdet giver merværdi for hver eneste nordiske borger, vi skal fokusere på vækst og muligheder, og vi skal udnytte vores nordiske brand internationalt. Lad mig give nogle eksempler:

Det er mit mål, at de politiske initiativer giver mening for de nordiske borgere, og at merværdien kan mærkes i den enkeltes hverdag. Derfor er det vigtigt, at vi (regeringerne) bliver bedre til at involvere borgere, organisationer og virksomheder i det nordiske samarbejde, for det er dem, der skal være i fokus.

Mit næste fokusområde flytter vores blik fra den enkelte borger og op til den samlede, nordiske familie. Ligesom alle andre områder slås den nemlig også med økonomiske udfordringer, og vi er nødt til at tænke i vækst og muligheder inden for de rammer, der ligger.

Men jeg er egentlig ikke bekymret. I Norden har vi noget, andre regioner ikke har - vi har en samfundsmodel, der bygger på værdier, som vi alle sammen deler. Det handler om demokrati, ligestilling, retfærdighed og gensidig respekt. Ingen andre steder findes et regionalt samarbejde, der på samme måde har så mange fællestræk som sit fundament. Bruger vi det aktivt, kan vi udvikle nye løsninger, som andre lande kan have svært ved at kopiere. Vi har også nogle klare styrkepositioner, hvis vi står sammen om en fælles indsats.

Noget som utvivlsomt ville have glædet Margrethe den 1 er, at omverdenen har bemærket vores nordiske familie. Norden som brand bliver anerkendt og beundret - Norden er blevet cool. For nogle måneder siden var jeg i Washington til en storslået, nordisk kulturfestival. Jeg bliver super glad, når vi for eksempel får ros for vores kreativitet og reformtiltag, men vi skal huske at udnytte opmærksomheden. Jeg tror, at der stadig er et stort, uforløst potentiale i det nordiske brand, og det skal vi udfolde. Vi kan udbrede kendskabet til "best practice" og være med til at forme morgendagens løsninger. Vi kan gøre Norden til en mærkevare. Opmærksomheden på Norden som brand kan vi bruge til promovere os på punkter, hvor vi er særligt gode, for eksempel på ligestillings og miljøområdet.

Vi er kommet langt siden Kalmarunionens dage. Krige og politiske rivaliseringer er afløst af fred og dialog, der bl.a. kom til udtryk i etableringen af Nordisk Råd i 1952.

Det er mit håb, at når man om 100 år eller senere står her igen og skal gøre status på det nordiske samarbejde igen, så er vi endnu tættere forbundne. Også selvom der ikke er tale om en ny Kalmarunion eller en nordisk forbundsstat. Mindre kan heldigvis også gøre det.

Tak for ordet og god fornøjelse med udstillingen!