Spring til indhold

Udviklingsministerens tale ved lanceringen af 2015-måls kampagnen den 17. august 2010 i Det Biovidenskabelige Fakultet, Frederiksberg

Først og fremmest tak for invitationen til lanceringen i dag af den store, landsdækkende kampagne om 2015-målene under overskriften ”Verdens bedste nyheder”. Normalt, når der laves kampagner, så har budskabet ofte noget negativt over sig. Noget: ”Verden går under i morgen”… Man kan så ind imellem forhindre verdens og ikke mindst ens egen undergang, hvis man ryger mindre, drikker mindre, kører mindre i bil eller spiser mindre.

Det er også alt sammen fair nok, men det er ikke tilfældet denne gang.

Denne gang er budskabet jo i sandhed et glædens budskab: Det går fremad! Fattigdom reduceres. Der er færre børn, der går sultne i seng. Og flere børn, der går i skole. Blot for bare at nævne nogle af de gode nyheder.

I går spurgte en journalist mig, om det var bekymrende, at tre ud af fire danskere i mindre grad – eller slet ikke – tror på, at der er sket fremskridt med hensyn til udryddelsen af global fattigdom?

Og ja, det er da bekymrende, hvis de dermed ikke tror på, at man kan gøre noget for at bekæmpe fattigdom. For det kan man. Og det gør vi.

Nøden og elendigheden er gigantisk, så der er stadig masser, der skal gøres. Men samtidig er potentialet og virkelysten i udviklingslandene enorm, og den skal sættes fri. Derfor er det afgørende, at vi danskere fortsat bakker op. Det er afgørende, at vi holder tempoet.

Hverken I eller jeg kan love, at hver og en i denne verden kommer til at vandre glade, mætte og veltilfredse rundt i solbeskinnede gader. Men vi kan gøre en forskel. Give en håndsrækning. Og det eneste man kan være sikker på er; at gør vi ingenting, så vokser problemerne.

Vi må dog også være ærlige og sige, at resultaterne af vores indsats langt fra altid har været gode nok. Men vi bliver hele tiden klogere - og dermed bedre, hvis vi tør lave politikken og instrumenterne om løbende. Og her er det allervigtigste at fokusere ind på det enkelte menneske og dets mulighed for at tage skæbnen i egen hånd.

Vores ærlighed bør også udstrække sig til at indrømme, at vi for ofte glemmer at fortælle om udviklingssucceserne og alene fortæller om katastroferne og elendigheden ude i verden. Problemet er bare, at vi derved i det lange løb nærer ideen om, at indsatsen for at skabe udvikling alligevel ikke nytter. Ideen om, at vi nærmest lige så godt kan lade være med at gøre noget. Den holdning må vi ikke lade spire og gro, for den er forkert.

På en konference i Washington var der ligefrem én i en paneldebat, der rejste spørgsmålet, om man overhovedet skulle fortælle om fremskridt på et givent område, for ville det ikke dæmpe folks lyst til at give?

Det er altid en tåbelig tanke at gemme sandheden væk. Og jeg mener heller ikke det er klogt i forhold til at skabe udvikling. Jeg tror tværtimod, at ærlighed om fremskridtene vil hjælpe folk til at se, at indsatsen nytter. At pengene gør nytte.

Derfor var jeg også begejstret, da jeg blev præsenteret for kampagneudkastet bag ”Verdens bedste nyheder”. Jeg kan ikke mindes at have set noget lignende tidligere.
Kampagnesekretariatet – og de mange involverede NGOer og virksomheder – fortjener ros for det store arbejde, der er gjort de seneste måneder – og for få midler endda.

Kampagnen har mange kreative ideer, så som samarbejdet med MetroXpress om dækning af ”Verdens bedste nyheder”, og uddeling af 100.000 stykker morgenbrød den 10. september. Arrangementet kræver et utal af frivillige uddelere, heriblandt mange fra private firmaer, som jeg har forstået, velvilligt har stillet deres ansattes arbejdskraft til rådighed. Det er flot og påskyndelsesværdigt.

Jeg er glad for at se, at så mange firmaer er involveret i kampagnen. Og jeg lægger generelt vægt på fremover at inddrage det private mest muligt. Vi skal samarbejde fordomsfrit i skøn forening mellem stat, civilsamfund og private aktører. På den måde kan vi for alvor flytte.

Hvis jeg må provokere lidt, så vil jeg sige, at udviklingsområdet for længe har været domineret af for snævre kredse. Derfor har jeg lettere provokerende sagt, at vi skal have ”mindre mafia og mere mainstream”. Mit budskab er blot, at jeg mener, det er i vores alles interesse at få mere lys på området, at få bredt debatten om indsatsen længere ud.
-o-

FN’s 2015-mål, der blev vedtaget for 10 år siden, har opnået stor betydning som vor generations fælles forpligtelse til at tackle global fattigdom. Målene har samlet og givet en fælles retning til indsatsen både i Nord og Syd – og vigtigst af alt konkrete bench-marks for succes.

George Bernard Shaw har engang sagt, at ”the essence of inhumanity wasn’t hate, it was indifference”. FN-topmødet om 2015-målene i september skal demonstrere, at verdens regeringer ikke er ligeglade. At vi vil fastholde de løfter, der er givet til denne verdens fattige og afmægtige for 10 år siden.

På mødet skal der gøres status for 2015-målene, der skal udarbejdes en køreplan for fremskridt og acceleration af indsatsen frem mod deadline i 2015. Den danske FN-ambassadør, Carsten Staur, står sammen med Senegals FN-ambassadør Paul Badji i spidsen for dette arbejde.

Det er ingen nem opgave. Der er stadig mange udfordringer for at nå målene. Særligt i Afrika syd for Sahara og i de skrøbelige stater er der lang vej endnu. Ikke mindst i forhold til kvinder og børn, hvor målene er at reducere mødredødeligheden med 75 pct. og børnedødeligheden med to-tredjedele.

Men målene kan nås. Det ved vi fra de mange fremskridt, som vi jo fremover skal huske at fremhæve! De færreste i Danmark ved f.eks., at 88 pct. af verdens børn går i skole og at der er sket store fremskridt på sundhedsområdet i en række afrikanske lande. Eksempelvis er Tanzania godt på vej mod at nedbringe børnedødeligheden med to-tredjedele.

Opgaven nu er at skabe fælles internationalt fodslag og få det konkretiseret i slutdokumentet fra topmødet i form af en køreplan frem mod 2015. De gode resultater, som vi har set i mange lande, skal udbredes.

Hen over sommeren har de to FN-ambassadører arbejdet hårdt for at få færdigforhandlet topmødets slutdokument. Der er en vilje blandt landene til at nå i mål. Forhandlingslederne gennemgår nu skriftlige kommentarer til det seneste udkast og vil genoptage forhandlinger i slutningen af august. Forventningen er, at sluterklæringen ligger klar i begyndelsen af september. Udestående er navnlig – ikke overraskende – spørgsmålet om finansieringen samt om definitionen på det globale partnerskab, der jo ikke længere bare handler om Nord-Syd men også om Syd-Syd.
-o-

Jeg tror, fremskridtene vil fortsætte på globalt plan. Jeg er – som Winston Churchill – uforbederlig optimist. Churchill var optimist, fordi han ikke fandt alternativet særligt tiltrækkende. Jeg har det lige sådan. Men jeg mener også at have noget at have optimismen i, selvom tidsånden bærer nogen præg af sortsyn og tristesse.
Jeg tror ikke på, at verden går under i dag, heller ikke i morgen. Jeg tror på de gode nyheder.

Og jeg glæder mig til i den kommende tid til sammen med jer at være med til at sprede ”Verdens bedste nyheder”.

Tak for ordet.