Spring til indhold

Badminton, brobygning og bæredygtig udvikling

Debatindlæg af udenrigsministeren og energi-, forsynings- og klimaministeren den 22. oktober 2015.

Af udenrigsminister Kristian Jensen og energi-, forsynings- og klima Lars Chr. Lilleholt

 

Hvor meget har Danmark og Indonesien til fælles ud over nogle episke badmintonkampe mellem Svend Pri og Rudy Hartono? Hvordan kan et sydøstasiatisk land med en befolkning på 250 millioner mennesker have gavn af et tættere samarbejde med lille Danmark? Og hvor stort er potentialet for samhandel, når man ser bort fra salg af indonesisk batik til danske Bali-turister?

Lad os starte med det sidste spørgsmål, hvor det korte svare er; ”Potentialet er stort!”

 

62 danske virksomheder

Det får vi i disse dage bekræftet i forbindelse med det første danske statsbesøg til Indonesien - med HM Dronningen og HKH Prinsgemalen i spidsen – og en erhvervsdelegation på ikke mindre end 62 danske virksomheder, erhvervsorganisationer og flere offentlige styrelser.

Indonesien er Sydøstasiens største land med en befolkning på en kvart milliard mennesker, årlige vækstrater på fem-seks procent de seneste ti år og en ambition om, at landets økonomi i 2025 skal være blandt verdens ti største.

 

Det kræver massive infrastrukturinvesteringer i blandt andet broer, vand, veje og havne. Sam-tidig kræver det nye løsninger for energiforsyning, effektiv fødevareproduktion og bæredygtig vækst. Indonesiens middelklasse efterspørger flere og bedre fødevarer, mens 30 millioner indonesere stadig lever under fattigdomsgrænsen uden adgang til rent vand, og 50 millioner indonesere har ikke adgang til elektricitet. Den danske eksport af varer var i 2014 på knap en milliard kroner. Det kan blive meget bedre.

 

Dansk arkitektur Jakarta

Og næste spørgsmål; Hvordan kan så umage lande have gavn af et tættere samarbejde? Sagen er, at Danmark har løsningerne på mange af Indonesiens samfundsudfordringer. Det gælder blandt andet indenfor urbanisering, energiforsyning, fødevareproduktion og infrastruktur. Et rigtigt godt eksempel er Gran Rubina, Jakartas mest energieffektive bygning, der er tegnet af danske arkitekter og opført med støtte fra Danidas erhvervsbistand. Der bliver under stats-besøget indgået en række samarbejdsaftaler, som skal styrke det strategiske partnerskab og samarbejde mellem Danmark og Indonesien inden for blandt andet vedvarende energi, søfart og landbrugs- og fødevaresektoren. Samtidig arbejder vi tæt sammen med Indonesiens myn-digheder om at dele dansk ekspertise om for eksempel grøn omstilling. Et samarbejde der for-håbentlig vil skæppe godt i ordrebøgerne hos danske leverandører af energiteknologi og ener-gieffektiviseringer.

 

Kærligheden til fjerbolde

Og så er vi fremme ved spørgsmålet om, hvad Danmark og Indonesien har til fælles udover nogle episke badmintonkampe i 70’erne mellem Rudy Hartono og Svend Pri.

Kærligheden til fjerbolde resulterer stadig i dansk-indonesiske opgør i All England, Indonesien Open etc., men derudover arbejder Danmark og Indonesien sammen om at bekæmpe tortur gennem et fælles Convention against Torture initiativ. Og både Danmark og Indonesien er aktive i den globale kamp mod terror. På besøget drøftes således også regional stabilitet og kampen mod ekstremisme og radikalisering.

 

Og selvfølgelig bliver der også tid til en badmintondyst undervejs på statsbesøget, hvor Lars Chr. Lilleholt og Prinsgemalen udfordres i herredouble af den indonesiske sportsminister og den indonesiske badmintonlegende, Rexy Mainaki, der vandt OL-guld i herredouble i Atlanta i 1996.