Spring til indhold

Indlæg: Colombianske svineproducenter får serveret ristede hotdogs 

Af udenrigsminister Kristian Jensen og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Borgerkrigen i Colombia er slut. Nu kan landet komme videre – og her skal Danmark være med. Både med handel og landbrug. Vi er allerede i fuld gang.
I weekenden ankom 36 colombianske svineproducenter til Danmark. De blev modtaget af folk fra Fødevarestyrelsen, Udenrigsministeriet og ristede hotdogs fra Harrys Place på Hotel Copenhagen Crown.
Målet er at lære alt om dansk fødevareproduktion, fra jord til bord. Og knytte kontakter, der på sigt kan blive til øgede indtægter for den danske fødevareindustri.
Men hvordan havner de 36 colombianske svineproducenter i København? Svaret er myndighedssamarbejde, som regeringen med finansloven sætter endnu mere blus på.

Frie samfund
Myndighedssamarbejdet er en ny måde at lave udviklingsbistand på.  
Det handler om, at vi – med relativt små midler, men stor effekt – støtter samarbejde mellem myndigheder i vækst- og udviklingslande og relevante myndigheder i Danmark. Og det handler om at inddrage danske virksomheder inden for sektorer, hvor vi har noget særligt at byde inde med.
Som for eksempel landbrugs- og fødevaresektoren i Colombia.
De nyligt indgåede fredsaftaler betyder, at den 50 år lange konflikt gerne skulle afløses af fremgang. Ikke mindst for landets landbrugs- og fødevaresektor, herunder svinekødsproduktionen. 
Men Colombia har ikke de systemer på plads, der skal til for at forbedre fødevaresikkerheden og leve op til veterinære standarder på eksportmarkederne. Og her kommer Danmark ind i billedet. Vi hjælper colombianerne med at få tingene på plads.

Overførsel af viden og teknologi
Samarbejdet finder sted mellem de lokale fødevare- og veterinærstyrelser i Colombia, en udsendt vækstrådgiver på den danske ambassade i hovedstaden Bogota og Fødevarestyrelsen i Danmark samt andre aktører inden for sektoren.
Det fører til overførsel af viden, teknologi og know-how fra Danmark til Colombia. Men også udveksling af viden om den nødvendige lovgivning og certifikater på fødevareområdet.
Ambassaden har afholdt et event i hovedstaden Bogota, hvor danske virksomheder som Grundfos, Danfoss, Dybvad Stålindustri og Linco Foods udbredte kendskabet til dansk slagteriteknologi. Der ikke kun kan bruges i produktion af svin, men også i forhold til fjerkræ og oksekød.
De colombianske svinebønders eget initiativ til et besøg i Danmark er et konkret og kommercielt meget interessant resultat af indsatsen.
De får ved selvsyn set, hvordan vi indretter en dansk svinestald i Ringsted, et slagteri i Horsens og Bilkas slagteriafdeling i Kolding. De besøger et videncenter inden for forskning i animalske fødevarer, et fødevarelaboratorie, biogasanlæg etc. 
Der er blevet skabt en interesse for danske løsninger, og vi er nu på forkant med udviklingen i den colombianske svineproduktion.

23 millioner på Finansloven
Colombia er blot et ud af 20 sektorsamarbejder, som er sat i gang i foreløbigt 12 forskellige lande i Latinamerika, Afrika og Asien.
For eksempel er danske myndigheder, virksomheder og organisationer med til at fremme IT og innovation i Brasilien, sikre bedre arbejdsmiljø i tekstilindustrien i Bangladesh og vandforsyningen i Sydafrika. 
Hver sektor er nøje udvalgt, så der er et match mellem danske spidskompetencer og de pågældende landes behov – og naturligvis mulighederne for danske virksomheder. 
Sektorsamarbejdet gennemføres i tæt samarbejde mellem Udenrigsministeriet og en række fagministerier som for eksempel Miljø- og Fødevareministeriet i forhold til Colombia.
Og resultaterne er så gode, at vi har afsat yderligere 23 millioner kroner til myndighedssamarbejde på forslaget til finansloven 2017.
God regulering og effektive myndigheder skaber gennemskuelighed og fremmer således en markedsøkonomisk udvikling. Det viser al erfaring.