Spring til indhold

Migration vil blive det 21. århundredes store udfordring 

Udenrigsmister Kristan Jensens tale til det Udenrigspolitiske Selskab 4. februar 2016

Udenrigsministerens tale til det Udenrigspolitiske Selskab 4. februar 2016:
”Migration vil blive det 21. århundredes store udfordring”


- Det talte ord gælder -


Kære tilhørere, kære Udenrigspolitiske Selskab, kære Lykke og Københavns Universitet. Jeg er rigtigt glad for at se så mange udenrigspolitisk interesserede her i dag. Og der er også nok at være interesseret i!

Jeg vil gerne starte med Awer Mabil. Awer Mabil er 20 år gammel. Han fik debut for FC Midtjyllands superligahold – mit hold - den 16. oktober 2015 mod Randers. Han er en teknisk spiller – måske den nye Pione Sisto? Og ligesom Sisto er han heller ikke født på min hjemegn. Awer Mabil er sydsudaneser og blev født i 1995 i flygtningelejren Kakuma, der ligger i Kenya tæt på Sydsudan. Her startede han tidligt med at spille fodbold, for der var – ifølge ham selv – ikke meget andet at lave. Han voksede op i Kakuma indtil hans forældre i 2006 fik ophold i Australien, hvor han nu er statsborger.

Onsdag den 16. december sidste år – præcis 2 måneder efter Awer Mabils debut – stod jeg selv i Kakuma. Der bor cirka 180.000 mennesker – det samme som Odense. Det var mit første besøg i en flygtningelejr og jeg oplevede nød og desperation. Folk har i gennemsnit boet der 18 år. Og har ikke meget at lave. Jeg talte med en nyankommet familie, der var flygtet fra overgreb og konflikt. Og jeg så ved selvsyn de dårlige forhold også udenfor lejren. Men jeg så også livsviljen og håbet. De unge, der holdt møder om demokrati og fredelig konfliktløsning. Den enlige mor, der trods syv egne børn og to fra hendes søster, også tog sig af et forældreløst barn. Og de unge rappere, der sang om de samme udfordringer som andre teenagere verden over. Jeg så også det store arbejde, som danske og andre NGO’ere gjorde her – ligesom de gør andre steder i verden.

Kakuma – og Kenya og Afrika i det hele taget - viste mig, at vores håndtering af flygtningekriser, migration og alle årsagerne hertil bliver den største globale udfordring i det 21. århundrede. Det kan vi se med det blotte øje og vi kan se det, når vi læser tal for, hvordan verden ser ud i 2050. Det er øverst på dagsordenen for verdens ledere og også det politiske emne, der optager danskerne mest.

I 2050 vil der være dobbelt så mange mennesker i Afrika og Mellemøsten end der er i dag. De store ungdomsårgange i Afrika og Mellemøsten er både en udfordring og løsning. Hvis vi håndterer dem forkert, kan de blive en tikkende bombe under stabilitet og velstand – også i Europa. Hvis vi håndterer dem rigtigt, kan de blive nøglen til vækst, stabilitet og udvikling.

Migrationen påvirker os alle. Både de lande, der mister mennesker; de lande, som migranterne passerer igennem; og de lande som migranterne slår sig ned i, hvis de når så langt. Migrationen påvirker også lige nu det Europa, vi kender og holder af - et Europa med fri bevægelighed, gavnlig økonomisk integration og en høj grad af sikkerhed.

Migration påvirker også vore værdier. De europæiske samfund ændrer karakter, både fordi de nytilkomne bringer andre værdier og tankemønstre med sig, men også fordi vi selv kan ændre indstilling til verden under indtryk af de massive udfordringer. Og værdier betyder noget.

Mit budskab er klart: Vi har et ansvar for at sikre Danmarks sikkerhed, vækst og velfærd - for ikke at tale om vore værdier - i denne situation. Og for at gøre det, skal vi bruge vores samlede udenrigspolitiske værktøjskasse - sikkerhedspolitik, europapolitik, udviklingspolitik, vækstpolitik og værdipolitik.


***


Før jeg går i dybden med migration, vil jeg kort give mit syn på verdens udenrigspolitiske gang her i 2016 og på de store udfordringer, dansk og europæisk udenrigspolitik står overfor i år. Siden jeg blev udenrigsminister, har jeg beskæftiget mig med rigtigt mange af emnerne på den globale dagsorden, men jeg vil ikke kunne nå at nævne dem alle her i dag. Det betyder ikke, at de er glemt.

For der er mange tunge udfordringer i verden af 2016. Tæt på skal vi sikre, at Danmark får ordentlige aftaler med EU efter nej’et sidste år, så vi kan varetage Danmarks sikkerhed. Vi skal gøre vores til, at Storbritannien forbliver i EU. Vi skal arbejde for frihed og tryghed for Ukraine, samtidig med at det forhåbentligt bliver muligt at skabe et bedre forhold til Rusland med fuld respekt for at fastholde en fælles EU-linje. Og så skal vi fortsat prioritere Arktis og fredeligt samarbejde i regionen.

Lidt længere væk skal vi arbejde for stabilitet i vores nærområder. Vi skal styrke kampen mod ISIL, for selvom det er værd at notere, at ISIL er presset på flere fronter, så spredes deres rædselsorganisation til stadig flere steder i Mellemøsten og Nordafrika. Og vi skal aktivt modgå truslen fra ekstremisme og terror, som ramte Europa og resten af verden så hårdt i 2015. En politisk løsning på Syrien-konflikten og øget stabilitet i Mellemøsten er afgørende prioriteter for 2016.

Vi skal arbejde for at afslutte forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og USA til gavn for vores økonomier og vores forbrugere. Og vi skal fortsætte kampen for menneskerettigheder, for at udrydde fattigdom og for en verdensorden baseret på retsorden og frihed.

Det er tunge, svære og udfordrende dagsordener. Og jeg kan ikke fortænke, hvis nogle føler, at det giver anledning til pessimisme. Men vi skal ikke glemme, at verden også mange steder er blevet et bedre sted. Der er også mange lyspunkter og fremskridt.

Verden kan rent faktisk samles om vigtige globale beslutninger. Det viste vedtagelsen af de nye udviklingsmål i New York i september og klimaaftalen i Paris. Begge steder spillede Danmark og EU en konstruktiv rolle. Og så har de tidligere 2015-mål betydet markant faldende børnedødelighed og en stor reduktion i antallet af mennesker, der lever i absolut fattigdom.

Verdenssamfundet og Iran indgik i 2015 – med EU i spidsen - en aftale om Irans atomprogram. Uanset de regionale spændinger så giver aftalen et perspektiv om en fredeligere verden og økonomiske muligheder for danske virksomheder.

Demokratiet gjorde fremskridt flere steder i 2015. Tunesien viste sig som et demokratisk lyspunkt i en region, hvor demokratiet har svære kår. Det skal vi understøtte. Burkina Faso fastholdt demokratiet trods alvorligt pres fra kupmagere og senest terrorisme. Der var gode fremskridt hen mod en fredsaftale i Colombia og et nogenlunde demokratisk valg i Venezuela. Vi så også en demokratisk udvikling med valget i Myanmar.

Midt i alt det dystre er der også muligheder og chancer. Det er dem, det handler om at fremme og gribe, samtidig med at vi håndterer udfordringerne bedst muligt. Det er essensen af Danmarks udenrigspolitik. Vi dikterer ikke, hvor verden skal hen. Men hvis vi lægger vores lodder i den rigtige vægtskål, så kan vores indsats være med til at sætte dagsorden og tippe udviklingen i den rigtige retning.


***


Migration kommer – i bred forstand – til at være det 21. århundredes største globale udfordring. Og vi kan ikke løse udfordringen på egen hånd, uanset hvor mange hegn, vi måtte sætte op. Siden Anden Verdenskrig har Danmark og Europa gjort gigantiske fremskridt, takket være de fire friheder: fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft. Dermed har vi sikret både fred og markedsøkonomi. De fire friheder er grundlaget for denne succes - og jeg vil ikke se de europæiske fremskridt blive undermineret.

Derfor vil jeg tage en række initiativer i den kommende tid.


For det første: Vi skal håndtere migration for at sikre det danske velfærdssamfund og for at sikre, at Norden fortsat er en åben og attraktiv region. Der har været sagt og skrevet meget om Danmark på det seneste. Ikke alt har været korrekt og ikke alt har været sjov læsning. Jeg vil derfor gerne slå fast, at Danmark er et land, der er sig sit ansvar bevidst. Vi har ikke noget at skamme os over, når man tænker på, at Danmark sidste år tog imod godt 21.000 asylansøgere og målt i indbyggertal er et af de lande, der leverer mest humanitær bistand til Syrien og andre nærområder.

Men vores samfund er ikke indrettet på masseindvandring. Vi har et meget kollektivt baseret offentligt forsørgelsessystem, som kun hænger sammen, når alle i Danmark arbejder efter evne og bidrager med en høj skat. Samtidig har vi et samfund med mange uskrevne regler og normer og indbyrdes tillid. Det er en stor udfordring, hvis man ikke kender de uskrevne regler.

Derfor er der en grænse for, hvor mange flygtninge og migranter Danmark kan integrere. Og derfor har vi skærpet kursen og truffet de foranstaltninger, som de særlige omstændigheder har tvunget os til. Men det er vigtigt, at den voldsomme udfordring vi står overfor, ikke får os til at smide de værdier ud, som netop er danske og værd at bevare. Åbenhed, tillid, frihed, tolerance og ligeværdighed. Løsningen er ikke at lukke grænser og begrænse vores internationale samkvem. Løsningen består i at tilpasse vores institutioner, så de fungerer bedre, og samarbejde mere effektiv internationalt med relevante regioner og lande.

Situationen har medført, at danskere og svenskere for første gang i over 50 år ikke kan passere vores fælles grænse helt frit. Hvis vi skal realisere det fulde økonomiske potentiale i Norden og Øresundsregionen, skal vi have genetableret den frie passage i Norden og fastholde Danmark og de nordiske lande som åbne og attraktive for de mennesker og virksomheder, som gerne skulle slå sig ned her.

Danmark skal kunne tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft for at udvikle vores økonomi og konkurrenceevne – og dermed vores velfærdssamfund. I regeringsgrundlaget står det klart, at vi vil sikre danske virksomheder lettere adgang til kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Også her er regeringen og jeg selvfølgelig opmærksom på den debat, der har været i udlandet om Danmarks udlændingepolitik. Det er vigtigt, at vi udbreder fakta om de danske tiltag, så vi dræber de myter, der er. Og vi skal blive ved med at fremhæve danske styrkepositioner og det ansvar, som Danmark tager på sig internationalt.

For det andet: Vi skal håndtere migration for at sikre, at vi ikke mister nogle af de vigtigste fordele ved EU-samarbejdet. Antallet af asylansøgere i EU blev fordoblet fra 2012 til 2014 og fordoblet endnu en gang fra 2014 til 2015. I 2015 søgte cirka 1,3 millioner mennesker ind i Europa. Det har sat EU under et voldsomt pres. EU’s ydre grænser, EU’s Schengenregler, samt EU’s beslutningskraft og solidaritet. Det er afgørende, at vi finder fælles EU-løsninger og ikke sætter de fremskridt, som vi har kæmpet for i over 50 år, over styr. Unge danskere har aldrig oplevet andet end åbne grænser, som man let kan krydse, og jeg tror at mange overser, at de fire friheder hviler på flere generationers hårdt arbejde. De friheder kan vi godt risikere at miste igen.

Lige nu er det helt store problem, at EU’s ydre grænser ikke fungerer. Det skal stå øverst på EU’s dagsorden og alle lande har et ansvar for at sikre, at EU’s ydre grænser virker. EU er ved at overveje, hvordan man kan give EU flere instrumenter til at sikre de ydre grænser, og regeringen er åbne overfor at se på løsninger, der virker bedre. EU kunne også overveje at sætte flere skibe ind til at patruljere EU’s ydre grænser, samt give EU et mere håndfast mandat til at afvise ubegrundede ansøgere og sende dem tilbage. Én ting er sikkert – de indre problemer kan ikke løses ordentligt før EU’s ydre grænser bliver sikret. Hvis fællesskabet ikke kan løse problemerne, vil de enkelte lande forsøge på egen hånd.

EU skal også føre en meget mere sammenhængende nærområdepolitik. EU og medlemslandene skal bruge flere penge for at modgå årsagerne til at folk flygter og være klar til at bruge politiske muskler på, at få partnerlandene til at tage mod flere af deres afviste statsborgere. Men EU skal også være klar til at åbne markederne langt mere for landene i nærområderne, også selvom det er kontroversielt.

Her ligger en af nøglerne til at løse problemerne. Hvis ikke varer får lov til at passere grænserne, så vil mennesker – og i værste fald soldater - gøre det i langt højere grad. Frihandel er med til at sikre blomstrende samfund overalt i verden.

For det tredje: Konflikter skaber flygtningestrømme og flygtningestrømme skaber konflikter. Vi skal håndtere verdens konflikter tidligere og meget mere grundlæggende, så konflikter og skrøbelige stater ikke skaber endnu flere flygtninge og mere migration, kriminalitet og terror.

4,2 millioner mennesker er flygtet fra Syrien. Og over 125 foreign fighters er udrejst fra Danmark. I Afghanistan kæmper Taliban for at komme tilbage og driver folk på flugt, ligesom Al-Shabaab og Boko Haram i Afrika. I Burkina Faso kan terrorister pludseligt slå til, selvom landet har den mest lovende demokratiske udvikling i regionen. Og konflikten i Libyen gør, at menneskesmuglerne har nemt spil til at sende folk fra hele Afrika over Middelhavet.

Det er i Danmarks sikkerhedspolitiske interesse at bekæmpe dette, og vi bliver nødt til at have en robust sikkerhedspolitik, hvis vi skal gøre en forskel. Danmark skal fortsat levere militært til at løse konflikterne i Mellemøsten og Afrika. Vi skal være både i Syrien, Irak og Afghanistan – og andre steder, hvor flygtninge- og migrationsstrømmene begynder. Derfor er en indsats ”længere nede” i Afrika som for eksempel Afrikas Horn og Mali helt nødvendig – og vi vil på sigt se flere af den type indsatser. Mali er kun én grænse fra Europa og uro i Mali påvirker vores sikkerhed.

Samtidig skal vi tænke længere frem – dansk udenrigspolitik skal også være med til at stoppe og forebygge den næste konflikt, som endnu ikke er opstået!

Danmark er god til at bidrage med stabilisering i konfliktområder, fordi vi samtænker alle vores instrumenter – de militære, politiske og diplomatiske, civil genopbygning, træning af lokale myndigheder, humanitær bistand, og udviklingsstøtte til at modgå årsagerne til konflikt og skabe økonomi i nærområderne. Vi skal presse på for, at FN og EU gør samtænkning til standarden indenfor konfliktløsning og forebyggelse.

Samtænkning indebærer svære valg og betydelige risici. Det er altid - og dette skal ikke misforstås – relativt lettere at bombe fra luften. Men på jorden er valgene sværere. Vi skal være klar til at samarbejde mere med alle aktører – på nær terrororganisationer. Jeg ser også gerne, at vi bruger flere af vores ressourcer på at støtte risikofyldte projekter som for eksempel polititræning i Aleppo og lokale myndigheders levering af serviceydelser i Afghanistan. Vi skal turde engagere os, selvom betingelserne er svære. For jeg tror, at det giver større gevinst og mere sikkerhed for lokalbefolkningerne – og for danskerne.

For det fjerde: Vi skal bidrage til, at vækst- og udviklingslandene træffer bæredygtige samfundsvalg, så de kan håndtere klimaudfordringer og ændringer i befolkningssammensætningen.

Der er store migrationsudfordringer i både vækstlandene i Asien og i udviklingslande i Afrika. Vækstlandene er blandt andet presset af klimaforandringerne, det voldsomt stigende behov for ressourcer, ændringer i befolkningssammensætningen og den massive migration fra land til by. I dag bor der knap 4 milliarder i verdens byer, i 2030 vil der bo omkring 5 milliarder. Og den globale middelklasse vil frem mod 2030 vokse med op mod 3 milliarder.

Det giver vækst- og udviklingslandene betydelige udfordringer. Det giver også betydelige muligheder – for dem og for Danmark. Landene skal træffe en række strategiske valg om, hvordan de skal forny og forbedre deres samfund. Og her skal Danmark i endnu højere grad være klar til at hjælpe – som vi i dag gør det i for eksempel Asien. Danske løsninger – mange af dem grønne - er efterspurgte og det er danske virksomheder også. Indenfor urbanisering, energi, miljø, fødevarer, sundhed, velfærdsteknologi og så videre.

Regeringen fokuserer derfor meget på Afrika. I Afrika bringer vi alle vores instrumenter i spil. Vores ambition er at bruge en større andel af udviklingsbistanden i Afrika og at fokusere den mere på FN’s verdensmål og bekæmpelse af årsagerne til migration. At skaffe flere penge til investeringer i Afrika gennem offentlig-privat samarbejde som Klima- og Landbrugsinvesteringsfondene. At fokusere mere på at skabe samfundsmæssige og retlige rammer for vækst og udvikling. Samtidig med at vi ikke glemmer de skrøbelige stater, de fattigste lande og de fattigste dele af befolkningerne. Vi fokuserer på Afrika – men glemmer ikke resten af verden.

Mit samlede budskab om migration og flygtningekrisen er, at det er den største globale udfordring i det 21. århundrede og at udfordringerne bredt set kommer til at definere Danmarks og Europas udenrigspolitik. Det vil også stå klart, når vi senere på året fremlægger en ny udviklingspolitisk strategi. Men i udfordringerne ligger også muligheder for Danmark, hvis vi håndterer dem rigtigt og hvis vi bruger hele den udenrigspolitiske værktøjskasse.

***


Danmark skal værne om de traditionelle alliancer, som har betydet så meget for Danmarks sikkerhed og økonomi – NATO og EU. Vi skal udbygge samarbejdet med vækstlandene, ikke mindst i Asien, både politisk og når det gælder samfundsløsninger. Vi skal have en udviklingsbistand, der godt nok er reduceret men fortsat er i verdensklasse, og som vi er ved at videreudvikle. Vi skal styrke Danmark gennem frihandel og eksport.

Tre pejlemærker er vigtige for mig at slutte af med:

For det første at vi skal finde den rette balance mellem interesser og værdier –to ting som jeg ikke ser som hinandens modsætninger. Vi skal også finde den rette balance mellem realisme og idealisme. Henry Kissinger havde ret, da han sagde, at verden både har brug for realister og idealister. En kynisk realist har nemlig ingen mål. Og en naiv idealist har ingen midler til at nå sine mål. Jeg foretrækker at være en realist med idealismen i behold. Jeg ved, hvor jeg vil hen. Og jeg ved hvilke midler, jeg kan bruge. 

For det andet at jeg som liberal sætter menneskets stræben efter lykke og efter flest mulige handlemuligheder særdeles højt. Frihed og ligebehandling er det bedste middel til at sikre det enkelte menneskes ret til frit at vælge eget liv og egen fremtid. Det står helt centralt for mig.

For det tredje skal vi forsvare de enkelte landes ret til frihed og til selv at vælge deres fremtid og alliancer. Inspireret af Woodrow Wilsons ord fra 1917 handler det om at gøre verden sikker for demokratier overalt i verden, ikke mindst små demokratier som Danmark.

Jeg vil gerne slutte af med Awer Mabil fra Kakuma og Sydsudan. Han startede i en flygtningelejr og endte i Danmark. Hans familie fik chancen og hans talent gjorde resten. Men Danmark og Europa kan ikke tage imod alle, der på grund af konflikt eller dårlige livsvilkår søger et bedre liv. Det vi kan gøre med vores udenrigspolitik er, at skabe rammerne for et bedre liv med mindre konflikt, mere frihed, flere handlemuligheder og bedre fremtidsudsigter for de millioner af unge, som vokser op i særligt Afrika og Mellemøsten i de kommende årtier. 

Det er den store udfordring, det er ikke nemt og der er meget på spil! Det er den store udfordring, som vi vil blive bedømt på hvor godt, vi var forberedt på at håndtere. Det er den store udfordring, som kommer til at definere dansk udenrigspolitik i de kommende år.

Tak.